søndag den 31. januar 2016

Kvindeløb

I går blev der afholdt kvindeløb i Odder. Lise Lotte og jeg var med. Tilmeldingen startede i oktober, og billeterne var væk på få dage. 

Lise Lotte havde glemt det, så da jeg kom med hendes startnummer og løbejakke var hun total uforberedt. Faktisk var hun ved at trimme hund. Jeg fik trukket hende afsted, og hun fik da også en flot tid, selv om hun ikke løbetræner.

Jeg er mega forkølet, så jeg vidste godt, at jeg ikke kunne løbe 5 km på 25 minutter som jeg gjorde sidste år. Jeg løb på 26:53. Det var ok. 

Vi var flere fra vores vej, og en af mændene legede fotograf, og han fik mig på kornet.





onsdag den 27. januar 2016

Genbrug til ½ pris

I disse dage har en af mine favorit genbrugsbutikker ½ pris på alt.

Jeg fandt flere fine ting, og denne røde uldfrakke måtte jeg have med mig hjem. Jeg kan slet ikke se, at den har været brugt. Prisen var sat til 150 kr. Dvs. at den kom med mig hjem for kun 75 kr.


søndag den 24. januar 2016

Pinen og Plagen

I dag har hele familien været til min svigermors fødselsdag. Af helbredsmæssige årsager kan hun ikke længere selv stå for en frokost til os allesammen. Hun havde derfor inviteret os til frokostbuffet på Pinenhus på Salling siden af Sallingsundbroen. Der er meget flot ved Limfjorden med udsigt fra restauranten til Mors og Sallingsundbroen. I dag var der tåget og sjap efter det større snefald i går. 

Jeg har lånt billeder fra nettet, sådan som det ser ud på andre årstider:



Historien om Pinen og Plagen kommer kort her:
Færgeoverfarten
Siden oldtiden har der været færgedrift over Sallingsund mellem Pinen i Salling og Plagen på Mors. Overfarten fik disse navne, fordi det for de rejsende var en pine og en plage at komme over. Indtil 1873 foregik overfarten i åbne både med garvede rorkarle ved årene. Herefter flyttede overfarten til Nykøbing - Glyngøre.
I 1923 startede en ny guldalder for Pinen og Plagen, idet "Motorfolkets Færge" blev etableret med et par rappe færger- naturligvis kaldt "Pinen" og Plagen". Sallingsundbroen blev bygget i årerne 1973- 78. Indvielsen af broen i 1978 satte punktum for et stykke spændende egns- og færgehistorie. Med den nye bro startede en ny æra i egnens historie.

John fortalte drengene om, hvordan han som dreng rendte rundt mellem de ventende biler ved vejen til færgelejet, hvor de bl.a. samlede kapsler eller ispinde eller hvad de nu skulle bruge.

fredag den 22. januar 2016

Frugt og grøntsager - dag 5

Der er ikke større forandringer på kosten hen over de forrige dage.
Jeg er overrasket over, at jeg ikke har følt sult eller manglende energi.
Indrømmet - jeg har spist en bolle eller to! Når sønnen rister en bolle på brødristen, og der dufter af brød, bliver jeg fristet. Dog vil jeg sige, at jeg ikke kom noget på brødet.

Vægten sagde -1,2 kg her til morgen. 

Jeg vil fortsætte i næste uge, dog knap så striks. Jeg skal til nogen fyraftensmøder, og vi skal til svigermors fødselsdag.

I dag blev min chef lækkersulten, så hun lavede sig en mad og spiste den lige foran mig. Et stykke knækbrød med kattetunger.



tirsdag den 19. januar 2016

Frugt og grøntsager dag 2

Op på 'landminen', som jeg kalder badevægten. - 0,4 kg.
Det er formentlig kun væske, men det giver da lidt motivation til at fortsætte. 

Jeg svedte i hver tilfælde tran, da jeg var til karate i går, og såmænd også i nat. - Altså væske.

Morgenmad: 2 dl Cheasy.

Frokost og mellemmåltider: Det samme juice som i går, 1 fennikel en appelsin

Lige nu får jeg også lidt motion, for jeg gennemroder alt efter mit dankort. Jeg brugte det i går aftes, da jeg tankede benzin,
Det er ikke stjålet, men det er højst sandsynligt, at det lå i jakkelommen, og den har jeg tømt for diverse lommetørklæder, slikpapir og boner. Den ene lomme på Saralyst Allé og den anden ved Rema 1000. 
Det har så den fordel, at jeg får tømt min taske for overflødigt.

Efter 1½ times karate lavede jeg aftensmad: 4 gulerødder og 2 stængler bladselleri svitses i olivenolie med citrus og rosmarin. Spidskål dampes oven på de andre grøntsager. Til sidst vendes 1 spsk. skyr og lidt tørrede tranebær i. Billedet ligner godt nok det fra i går, men smager noget anderledes.


mandag den 18. januar 2016

Frugt og grøntsager - dag 1

Dagen er gået helt fantastisk med hensyn til mad og sultfølelse.

Jeg startede kl. 6 med en grøn juice bestående af kiwi, spinat, æble, gulerod, ingefær og lime.

Kl. 9 en kvart bolle lavet på de tørre grøntsager fra juicefremstillingen dagen før. Hov, hvor kom det nu fra? Det stod da vist ikke på listen fra i går.

Kl. 12.30 frokost bestående af den rødbedejuice, som jeg lavede i går. Ca. 3 dl. Dertil en fennikel. 

Kl. 15 et glas af appelsin og gulerodsjucien, som jeg også lavede i går. 

Kl. 18 en appelsin og derefter 1½ times karate.

Kl. 21 fik jeg varm mad, som på billedet her. 300 g bestående af rosenkål og gulerødder stegt på panden med 1 tsk 'olivenolie med lime' og timian. Solsikkekerner tilsættes. Hvis man kan lide det, vendes det hele med 1 spsk skyr.

Her kl. 23 er jeg sulten, men så skal jeg heldigvis i seng nu.


Uden skyr

Med skyr

søndag den 17. januar 2016

Frugt og grøntsager - opvarmning

Nu skal det være!!
Da jeg går ind for samlet nulvækst i 2016, kan jeg se, at jeg må lade kurven styrtdykke. Så de næste 6 dage hedder det frugt og grønt suppleret med lidt olie og magert kød nogen af dagene, samt kaffe, the og sukkerfri sodavand. Jeg følger ikke nogen bestemt kur, for det vil ende med at hænge mig ud af halsen.

I morgen ser madpakken således ud:



1. 
Vand med kulsyre og lime.
2. 
½ l juice fremstillet af 4 appelsiner, 6 gulerødder, 1 cm ingefær, 1 mango og ½ ananas.
3. 
900 ml juice fremstillet af 4 store rødbeder, 6 gulerødder 2 cm ingefær, 4 æbler og 1 appelsin.

fredag den 15. januar 2016

Vintervejr

Fredag og tidlig fri. Skønt at komme ud i lyset og endda se lidt blå himmel. 
Vinteren er kommet, og jeg fik taget dette billede af mine lamper.


onsdag den 13. januar 2016

Juicer

I går kom min bedre halvdel hjem med en juicemaskine til mig. Jeg havde i et stykke tid ønsket mig én. For at prøve at få et mere varieret forbrug af grøntsager. Jeg spiser grøntsager - en del synes jeg faktisk, men ikke nok.
Med hensyn til de mandlige medlemmer af familien er grøntsagsindtaget helt i bund. Med undtagelse af Rune, der spiser gulerødder som snack.


 Pudsigt nok havde jeg selv samme dag købt en brugt juicer på nettet. Betalt få timer inden jeg fik denne. Det går nok! Så må jeg jo sælge den brugte igen - når jeg får den. Sælger var bange for at sende med posten, så jeg får den engang hun er Jylland (Horsens eller Århus)

fredag den 8. januar 2016

Faglig artikel

Jeg har skrevet en faglig artikel til dbio (danske bioanalytikere), som er bragt i bladet, der er udkommet i dag. 

Det er om en case fra min arbejdsdag. Jeg blev så berørt den dag, at jeg følte, at jeg måtte skrive om det. 

Artiklen kan læses via dette link.






Rengøringshjælp.

Vi har fået rengøringshjælp i huset. 

De kommer første gang i dag. 

Det bliver spændende at komme hjem til. Ren luksus.




søndag den 3. januar 2016

Afrimning af fryser

Der er visse ting, man skal tage sig sammen for at gøre. Noget som man udsætter igen og igen ved hjælp af indre samtaler, undskyldninger og overspringshandlinger.

For mit vedkommende er én af dem den årlige afrimning af fryser. Det er jo ikke fordi det tager særlig lang tid, når jeg først går i gang. Fordelene er at man samtidig får gennemgået og sorteret indholdet.




Min teknik:

  • Afrim i vinterhalvåret, for så kan indholdet stå udenfor imens.
  • Sluk for fryseren.
  • Tag alting op. 
  • Sæt det samlet i det fri.
  • Lad låget stå åben.
  • Gå i bad eller lav noget andet i en ½ times tid.
  • Isen frigøres let med en paletkniv.
  • Saml isen op og læg den evt. i plantekrukker, der trænger til vand.
  • Afvask fryseren med antibakteriel sæbevand.
  • Læg indholdet tilbage i fryseren, efter evt, is er rystet af.
  • Pak det i aftørrede kurve efter et sorteringsprincip, som du kan huske.
  • Kassér det, der ikke skal bruges.
  • Tænd for fryseren igen.
  • Sæt knappen for lynfrys til. 
  • Sluk for lynfrys efter ½ times tid.
Her er isen fra fryserens inderside:

Hvis du synes, at det ser ud af meget, er det fordi, jeg 'sprang' over sidste år.