Island


Reykjavik - Reykholt

Hallgrimskirken - Glymur - varme kilder - vandfald




D 22.07.2013
Vores drømmerejse til Island begyndte  fra Billund Lufthavn.
Turen tog ca. 3 timer, men pga. tidsforskellen ankom vi 1 time efter, vi var rejst.
Turen fra Keflavik til Reykjavik i gråligt, fugtigt vejr var ikke just det bedste indtryk.
Alt var gråt og kedeligt. For os at se: grimme intetsigende huse.
Triste omgivelser inklusiv naturen.
Vi var rejst hjemmefra i høj sol og nærmest hedebølge,
og vi frøs som 'en lille hund i en tynd snor'. 
Inden vi tjekkede ind på hotellet spiste vi på en thairestaurant.
Næste dag skinnede solen fra  en skyfri himmel og humøret steg.
Reykjavik ser helt anderledes ud i solskin.
D. 23.07.2013.
Efter morgenmaden, pakkede vi vores ting ned i den lejede 4-hjulstrækker.
Inden vi forlod Reykjavik, besøgte vi Hallgrimskirken.
Kirken er tegnet af Islands første uddannede arkitekt:
Gudjón Samuelsson, og stod færdig i 1974.

Inspirationen  til kirken er hentet fra Islands søjlebasalt.
Det ser man tydeligt, når man har set søjlebasalt i naturen. 
Kirken ligger på en bakke, og er utrolig flot både indenfor og udenfor.
Den er bestemt et besøg værd.
Man kan komme op i tårnet. Kirken er åben kl. 9-18.


Udsigten fra Hallgrimskirken. Reykjavik mangler noget af det, som andre
hovedstæder har. F.eks. symmetriske veje omkring seværdighederne.
Første indtryk af Reykjavik er, at det er en grim by. Huse med
bølgeblikbeklædning på facader og tage. Islændinge er glad for farvede tage.
De nye bygninger er flotte og moderne. De allerældste huse er også pæne.
Men forstæderne...



Udsigten fra Hallgrimskirken. Her er noget af det pæne i Reykjavik.



Udsigt fra Hallgrimskirken. En af de mærkværdige bygninger:
Seks vamtvandstanke med en roterende restaurant på toppen.
Neden for Perlen, som bygningen hedder, er der en kunstig
geyser, som springer om eftermiddagen. Den fik vi
desværre ikke set, da vi var der om formiddagen, og skulle videre.

Udsigt fra Hallgrimskirken. Også en del af den charmerende bydel.
Huse i et væld af farver.

Efter Reykjavik, kørte vi op langs vestkysten.
Umiddelbart før tunnelen under Hvalfjördur drejede vi til højre ad vej 47.
Solen skinnede og dette er udsigt ud over den blikstille Hvalfjördur.
Temperaturen sneg sig op over 20'C her midt på dagen.
Næste punkt på planen var at finde Islands højeste vandfald på 198 m,
som skulle ligge i bunden af Hvalfjördur
Efter nogen køren frem og tilbage, fandt vi endelig grusvejen.
Det var også ved denne lejlighed, vi fandt ud af, at der ikke
mærkes af til seværdighederne, før man er der.
Vi læste på oversigtskortet, at der var ca. 3 km ind til
vandfaldet fra parkeringspladsen. Vi var i tvivl, om det var fra der,
hvor vi stod nu eller vi skulle fortsætte længere ind. Vi kørte videre, og det
var også rigtigt. Der var nemlig også ca. 3 km ind til parkeringspladsen.
Denne seværdighed kræver vandrestøvler og myggebalsam!!
Da vi havde gået et par kilometer, kunne vi se, at vandfaldet måtte
befinde sig inde i kløften.

Da vi kom nærmere kunne vi høre vandfaldet, men endnu ikke se det.
En smal sti fortsatte ned gennem klippen og ned til vandet.
Nu blev det lidt svært. Vi gik hen over meget store sten med myggene
dansende omkring os i det stille varme vejr.
På vandringen skulle man over denne bro. Jeg måtte tage tilløb et par
gange. Jeg var simpelt hen hunderæd for at gå på træstammen med
kun en wire at holde i. Drengene syntes det var vildt morsomt.

Så begyndte opstigningen på den anden side. Meget smal sti med tov
til at holde fast i, og lodret ned på den anden side.

Da vi var nået hen på klippeafsatsen, som her på billedet ses
over græstoppen, opgav vi at komme helt op.
Vi kunne se vandfaldet, som det ses her.
Man ville alligevel ikke kunne se hele vandfaldet
i hele sit fald på ét sted. Vi begyndte så den farlige tur ned igen.
Det føles altid farligere at gå ned end at gå op.
På vej ud gennem dalen og hen mod bilen, mødte vi et ægtepar.
Hun var sakket bagud, og var dårligt gående. Vi talte om,
at hun snart måtte opgive turen. Denne tur er hverken for
gangbesværede eller små børn. Der er nok en grund til, at vandfaldet
ikke er omtalt i turbøgerne. Vi fandt den i en større bog om Island, som
vi havde lånt på biblioteket.
Turen gik videre langs nordsiden af fjorden. Undervejs passerer
man Islands sidste hvalkogeri, der ikke længere er i brug.
Vi fanger igen ringvej 1, og kører over dæmningen til Borgarnes, som er
den første by vi kommer til, siden vi forlod Reykjavik for 174 km siden.
En af de større byer med et indbyggertal på 1000-5000 indbyggere.
Fra Borgarnes til Reykholt, hvor vi skal bo to nætter er der ca. 40 km.
Undervejs gør vi holdt ved en varm kilde.

Europas mest kraftfulde varme kilde hedder Deildatunguhver,
og ligger ca. 5 km vest for Reykholt syd for floden Hvitá.
180 l kogende vand / sekund!

Det kogende vand bobler op af jorden,
visse stede op til ca. 1 meters højde.

Det er et af de få seværdigheder, hvor der trods alt er sat hegn op.
Alligevel bør man passe på.

Selv ud af klippesiden sprøjter det med kogende vand.

Det varme vand opsamles og leveres til bl.a. byerne
Borgarnes (34 km) og Akranes (64 km).
Det overskydende varme vand løber ud i floden, og det frarådes
at bade i floden ved kildens udløb.

Det var virkelig en oplevelse, der gjorde et stort indtryk.
Det varme vand kommer op af jorden sammen med geotermiske gasser.
Her er svovl den mest dominerende. Det lugter fælt af rådne æg.
Det varme vand udnyttes direkte, hvilket vil sige, at når man tager
bad lugter det af svovl. Vil man tage et glas koldt vand fra vandhanen,
skal man huske at lade vandet løbe lidt. Hvis ikke det varme vand har
forladt hanen inden, vil vandet smage ækelt af svovl.


Vi fortsatte videre mod øst ad vej 518 gennem Reykholt, ud til Hùsafell.
Det første vandfald vi møder er Hraunfossar. Det er en række af små
vandfald, der løber ud under lavemarken. Det er fantastisk smukt.
Parkeringspladsen ligger ganske tæt ved, og det er meget nemt at gå til.

Lava i lag

På Island er der to slags lava. Tovværkslavaen, som ses her er glat og hård.
Den anden slags lava er slaggerlava. Den er løsere, skarp og vanskelig at
forcere. Slaggerlavaen danner barske og uventede formationer.
Det er den lava, der er mest af.

Små blomster i lavaen.

Ganske få 100 meter fra Hraunfossa ligger Barnafoss

Det øverste af Barnafoss.
Barnafoss

Barnafoss

Der er gennem tiderne kommet mange historier om Barnafoss.
Én af historierne går kort fortalt således:
En dag da de voksne fra en nærliggende gård ville i kirke, som lå på
den anden side af floden, lod de deres to drenge blive alene tilbage
på gården. Dengang var der en naturlig bro over floden. Tiden blev i
midlertidig for lang for drengene, og de begyndte at gå over broen.
De blev utilpasse og faldt i vandet. De druknede. Moderen udstedte en
forbandelse over broen, således at ingen børn skulle drukne derfra igen.
Kort efter blev broen ødelagt af et jordskælv.

En flot rød postkasse. Den ligner da præcist de danske.



Vores overnatninger i Reykholt lå midt i et historisk og kulturelt centrum på Island.
I Reykholt boede Snorri Sturluson (født 1179) , en af Islands største
saganedskrivere, digter og historiker. Billedet her er af Snorris naturlige hot tub,
kaldet Snorralaug, det bruges stadig i dag, af de der lyster.
Han fik også lavet en tunnel fra sit hus til hot tub'en,
som man i dag er ved at udgrave. Selve hans hus er væk.
Snorri var to gange lovsigemand for Altinget. Han blev sendt til
Norge som diplomat, men da han i 1241 vendte tilbage til Island
mod kongens ønske, fik kongen ham myrdet.
I Reykholt er der 2 smukke kirker. Der er en udstilling af Snorris
forskellige skrifter, kaldet Snorrastofa.
I Reykholt er et forskningscenter for middelalderstudier. Der foretages
stadig arkæologiske udgravninger i området. I parken er en statue af Snorri Sturluson.
På selve hotellet er der en udstilling rundt på gangene om den nordiske mytologi.


Statue af Snorri Sturloson

En blyantstegning af hvordan man mener Snorri Sturloson boede.

Indgangsparti til kirkegården ved Reykholt.

Den lille trækirke i Reykholt. Billedet her er godt nok fundet på nettet,
da der var sat stillads om den, da vi var der. Den skulle males udvendigt.


Hotellet vi boede på havde sin egen varme kilde, hvilket alle gårdene i
øvrigt havde. Her bliver den bl.a. brugt til 3 hot tubs. Det var helt fantastisk
dejligt efter en lang dag at glide ned i det varme vand i aftensolen - selv
i duften af svovl. Den varme kilde ligger bag hotellet. Der er bygget sten op
omkring den. Det er meget mærkeligt at mærke de varme sten,
og mærke varmen fra jorden komme op gennem skoene.
Underligt, at det ikke er farligt. På hotellet var der en wellness afdeling,
hvor man, foruden hot tub'ene, kunne ligge i massagestole
(hvilket Rune brugte meget), ligge i hvilestol og få lysterapi m.m.

Snæfellsnes rundt

Vulkankrater - klippeformationer - fjorde


D. 24.07.2013 
Tidligt op og af sted. Der lå en lang dag og køretur foran os. I alt ca. 400 km.
Vi var også enige om, at vi skulle spise aftensmad inden vi kørte
til hotellet om aftenen. Aftenen før havde vi spist der, fordi der ikke var
andre muligheder uden at skulle køre langt. Maden var god, god betjening,
 og så sandelig også prissat derefter. Når så drengene alligevel sidder og
sorterer maden, føles det lidt som spild af penge. Det gode var, at vi kunne
drikke lidt rødvin uden at skulle tænke på promillen.
Fra Borgarnes kører vi ad rute 54 mod Snæfelsnes. Lige inden man kører
ud på halvøen, efter ca. 50 km, drejer vi fra til venstre mod Eldborg.
Man er ikke i tvivl om hvor, når man ser det. Eldborg er Islands
bedste eksempel på et ringkrater, og det hæver sig 60 m over den
omgivende lavamark. I alt ca. 112 m. Kratersiderne er stejle og formet
af den sprøjtende lava, der samlede sig omkring kraterudgangen.
Trods det er det ikke svært at komme op. Der er lavet en sti,
og der er sat kæder ind i lavaen. Man kan ikke komme ned i krateret.

Turen til krateret starter ved gården Snorrastadir. Gårdens hund
fulgte os på vej, ja faktisk helt hen til krateret. Lasse fik sig en ny ven.
Fra gården er der ca. 3 km hen til krateret ad en nem sti.

Fra toppen af Eldborg med et kig ned i krateret.

Lasse og Rune fra toppen af krateret

Hestene på gården Snorrastadir

Videre ad vej 54 kommer vi til sælkolonien ved Ytri-Tunga.
Der var meget lavvande, da vi var der, og sælerne var meget
langt ude. Det var svært at se dem. Det var en skuffelse.
Det lykkedes Lasse at zoome ind på én af dem.

På vej videre passerer man dette smukke vandfald.

Samme vandfald set på lang afstand med et vulkankrater ved siden af.
Vi drejer fra vej 54 og fortsætter ad vej 574 rundt langs kysten.

Fra fiskerlandsbyen Arnarstapi. Det gamle fyrtårn fra 1941.

Den sorte sandstrand i Arnarstapi
med de stejle klippesider af søjlebasalt. 

De smukke klippeformationer ved Arnarstapi.

En naturlig klippebue ved Arnarstapi.

Den smukke Snæfellsjökul. En stratovulkan (keglevulkan) hvis top er dækket
af en gletsjer. Vulkanen ligger alleryderst på halvøen Snæfellness. Vulkanen er
berømt, da 'Rejsen til jordens indre' blev optaget. Indgangen til jordens indre
blev fundet her. Forinden da ser man i filmen omgivelser fra Arnarstapi.

Ved halvøens sydligste punkt Malarrif står disse to høje klippesøjler Lóndranger.
Den højeste er 75 m og kaldes den kristne søjle, den mindste kaldes den
hedenske søjle. Læg mærke til fyrtårnet i baggrunden, som ser meget lille ud.
Desværre er billedet i modlys. Man kan jo ikke have både godt vejr,
og få gode billeder, hvor motivet er stik syd.

Malarrif.
Når man står her og skuer ud over Atlanterhavet, er det underligt at tænke
på, at det næste landfaste punkt er Anarktis.
På vej tilbage nord om Snæfellsjökull støder vi igen på vej 54,
og følger den langs de mere rolige småfjorde på nordsiden af halvøen. 
Vi drejer fra ad vej 58 over dæmningen til Stykkishólmur.
Det er den største by på Snæfellsnes. En fiskerby, hvor der rent faktisk
er lidt liv - i modsætning til de mange forladte fiskerlandsbyer.
Der er pæne huse, liv på havnen og folk i bylivet.
Det er et sted for fuglekiggere og de, der vil nyde udsigten fra fyrtårnet,
der er højt hævet på den anden side af havnen. (Den lille røde prik oven på klippen).
Der er en bro over til fyrtårnet. Det er en havneby for lystsejlere og erhverv.
Der er fiskere og en færge over til Vestfjordene.
Vi nyder et aftensmåltid her i denne smukke by.
 
Da vi nu har lejet en 4-hjulstrækker, vælger vi at fortsætte ad vej 54,
der bliver til en grusvej de næste 66 km. Det er en ganske fin grusvej,
hvor det ikke er noget problem at køre med næsten normal hastighed.
Alternativ til grusvejen er at køre over bjergkæden ad vej 56, og
derefter støde til første del af vej 54 tilbage til Borgarnes.
Vi kører rundt om Álftafjördur (svanefjorden). Der er mange svaner på
fjorden, men de er så langt ude, at de ikke kan ses på billedet.

Noget helt specielt for Snæfellsneshalvøen er, at der er ufattelig
mange kirker. De kigger tilsyneladende helt ensomt i naturen
med en lille kirkegård omkring.
Da grusvejen ender kører vi sydpå ad vej 60 og krydser bjergkæden i stor højde.
Bjergets højde er 984 m. Vi støder til ringvej 1 i sydgående retning, og drejer
kort efter ad vej 50 mod Reykholt. Det bliver godt at ligge i hot tub efter en lang,
varm og støvet dag. 400 km og 12 timer.
  

Reykholt - Olafsfjördur


D. 25.07.013

I dag skal vi køre meget langt. Da vi ankom i mandags, fik vi et brev om
'last minute change' af hotel. Hotellet i Dalvik var ændret til Olafsfjördur.
Vi havde godt set, at vi skulle noget længere mod nord. I forvejen syntes vi,
at Dalvik lå et sted, hvor vi slet ikke kunne tænke os at komme.
Nå, men sådan måtte det jo være.

Efter et solidt morgenmåltid kører vi ud til ringvej 1. Vi kører gennem Bifrost med vulkanenkrateret Grábrók. her gøres ikke stop, da vi var på Eldborg i går,
og udsigten så vi, da vi kørte over bjergpasset.

I stedet går det med god fart gennem det øde ensformige landskab. Der går faktisk
en hel time uden andre biler i syne. Bilen er sat på auto med 90 km/t.


Vatnshólar.
Ca. 12 km før Blönduós afløses den ensformige køren af dette syn.
Et væld af små bemærkelsesværdige høje. De går på tværs af
Vatnsdalurdalens udmunding. De dækker et område på ca. 4 km2.
Højene består af moræneler, og er dannet under Islands
største og mest katastrofale jordskred i 1720.
Hele den ene side af Vatnsdalsfjall (800 m høj) faldt sammen.
Højene er fredede. Til venstre for vejen ligger tre af højene.
Her fandt Islands sidste henrettelse sted d. 12. januar 1830.

Blönduós.
Her holdt vi en kort strække-ben pause. Vi gik ned i parken,
og så lidt på Blandaelven.


Öxnadalur.
Da vi kører fra Blöduós videre af ringvej 1, kommer vi til
Öxnadalurdalen, som regnes for Islands smukkeste sted
på vejen op fra Reykjavik. Vi holder frokostpause, og går
lidt rundt, ser på dalen og Rune og Lasse prøver at få
kontakt med fårene.

Öxnadalur.
Kun én ting at sige: smukt.

Da vi kommer ned gennem dalen og ud mod
Eyjafjördur kommer tågen.

Öxnadalurdalen med begyndende tåge.


Vi skal videre til Olafsfjördur, så vi drejer til venstre ad vej 82
i bunden af dalen, og gør et ophold i Dalvik. Dalvik er mest kendt
for det store jordskælv i 1934, målt til 6,3 på Richterskalaen.
Klippestykker regnede ned over byen, og ødelagde mere end
halvdelen af alle bygninger. Der har de sidste år været målt øget
seismisk aktivitet i undergrunden! Den fungerer i dag som aktiv
fiskeriby og der er færgeruter til øer i fjorden.
Efter Dalvik skal vi for første gang prøve at køre i en ensporet tunnel.
Denne er 3 km. lang. Meningen er så, at man holde ind på nogle
vigepladser, hvis der kommer modkørende. Spændende!


Olafsfjördur.
Vi ankommer til Olafsfjördur i tåge, og byen ligner, hvad vi
har forestillet os: Uddød fiskerlandsby. Man fornemmer dog,
at byen prøver at trække vintersportsfolk til. Der er f.eks. skihop
og skilifte. Nå, vi ankommer i tåget vejr, og byen ligner en
spøgelsesby med forladte huse! 

Kan det næsten blive mere trist?


Vi har boet på rejsens dårligste hotel. Badeværelset skallede af,
både på vægge og gulve. Man skulle nærmest (lidt overdrevet sagt)
stå med benene rundt om toilettet for at tage bad. Drengene ville ikke tage bad.
Midt på aftenen gik brandalarmen. Vist pga. røg i køkkenet.
Vi sad ude på gangen i nogle lænestole. Rune kom farende ud fra sit værelse
med en hættetrøje under armen. Det var det eneste, han kunne komme
i tanke om skulle med. Hverken pas, penge, sygesikringskort eller pc.
Det grinede vi meget af. Men det var da godt,
han kom ud, og ikke bare blev derinde.

Olafsfjördur - Húsavik

Godafoss - hvalsafari



D. 26.07.2013
Næste dag lettede tågen lidt, og vi kunne se, at Olafsfjördur
lå som en by på rede, omkranset af høje sneklædte bjerge.
Vi er kun ca. 50 km fra polarcirklen.
I dag har vi travlt. Tror vi. For vi ved jo ikke, hvor lang tid
turen til Húsavik tager. Vi skal på hvalsafari kl. 15.15.
Tågen er lettet på vej ned ad vej 82, så i dag kan vi se bjergene.
Jeg har hørt så meget godt om Akureyri. En fantastisk og
charmerende universitetsby. Jeg havde glædet mig til at se den.
Blot er det ærgerligt, at vi kører gennem den, før butikkerne åbner.
Desuden er det blevet godt tåget igen. Vi kører selvfølgelig
lidt rundt og gennem gågaden, men.......... øv altså.


Vi fortsætter ad ringvej 1, og når frem til Ljósavatn (Lyssøen).
Jeg tror bare, jeg lader disse tre billeder tale for sig selv.
Selvfølgelig dukkede der en familie om, der lod deres
lille barn kaste sten i søen. Godt jeg fik taget mine billeder.








Et par km længere henne af ringvej 1 kommer vi til Godafoss.
Det er det letteste af de store vandfald at komme til. Det kan
ses fra ringvejen. Det er det første store vandfald vi ser på vores
rundrejse, og det gør stadig et dybt indtryk, som værende noget
for sig selv. På klippeafsatsen til højre i billedet står en gruppe
mennesker. Det giver lidt perspektiv. Det var nemt at bevæge
sig fra bund til top.
Godafoss betyder Gudevandfaldet. Lovsigemanden på Altinget,
Torgeir Torkelsson, siges at have kastet alle sine hedenske
figurer i vandfaldet det år Island konverterede fra Odin og Thor
til kristendommen. 


Lasse og Rune hopper rundt på de store sten lige ovenfor
Godafoss. Få meter længere til venstre er vandfaldet.






Vi kører op gennem den meget frodige dal Bárdardalur ad
vej 85. Her høstes hø i stor stil, og landskabet er som på
alle de andre frodige marker præget af de hvide bigballer.



Da vi ankommer til Húsavik kommer tågen igen, og vi bliver
lidt bekymrede for vores hvaltur. Solen brænder dog mere
og mere igennem mens vi spiser frokost på en rasteplads
lidt hævet over byen.
Jeg blev så glad, da vi kom til Húsavik. Endelig en by med liv i.
Det er en driftig fiskeriby. Der er op til flere whale-watching firmaer,
lystbådehavn, museer m.m. Der er et hav af mennesker, der nyder
solen på diverse restauranter og caféer. Der er desuden byfest. Kirken
ligger lige ud til fortovet på hovedgaden. Midt i al festivitasen går døren
op, og et helt begravelsesfølge kommer ud. Det virker helt forkert.
Vi er i god tid, så vi besøger hvalmuseet. Det er interessant, og man
kan virkelig komme i dybden med det. Jeg vil anbefale andre at se
de to film, de viser, som det første man gør. Her viser og fortæller
de mange af de ting, som man kan læse i udstillingen. Disse ting
kan man så gå lettere hen over og fordybe sig i de andre.
Vi nåede nemlig ikke det hele, selvom vi var der 1½ time.


Húsavik set fra vandet. Nu skal vi på hval safari. Det har vi store
forventninger til. Vi har dog fået at vide, at de tidligere ture ingen
hvaler har set pga. tågen. Vi håber, tågen er lettet nok til, at vi har
held. Vi ser en del søpapegøjer. og andre fugle.



Det firma vi sejler ud med bruger gamle træfiskerkuttere
til deres whale-watching.

Sørme jo. Vi ser 2 pukkelhvaler. De er dog noget svære at tage
billeder af. Det er ikke et superflot 'show', men naturen kan man
jo ikke bestemme over. Én af gangene de er kommet op for at få luft
er de helt henne ved båden. Der viser sig 3-4 gange, hvorefter de tager
et dybt dyk. Så går der et stykke tid inden de kommer op igen. Der kan
gå op til 20 minutter. Vi ser dem i fire omgange, hvorefter vi tager
ud for at se delfiner. De er dog så hurtige, at de er svære at tage
billeder af. Det blev også tåget igen.


Efter hvalsafarien, hvor de serverede varm cacao og kanelsnegle, spiste vi på en restaurant, hvor jeg bestilte puffin, søpapegøje. Det var drengene noget utilfredse
med: 'Hvordan kan du spise den søde fugl?' Kødet var let røget, og det blev
serveret med peberrod og æble. Det smagte lidt hen ad and, dog var det mere
magert. Island er det eneste sted i verden, hvor man må jage søpapegøjer.
Vi checkede ind på hotellet, og det var virkelig luksus. Drengene var noget træt af,
at vi skulle være så kort tid på hotellet. De ville gerne have haft en længere aften
der. Det var så sandelig også noget helt andet end Olafsfjördur. Næste dag,
da vi skulle have morgenmad, gik vi gennem hotellets bar, Moby Dick. Her var alt
indrettet som hvaler og hvalbåde. Bar-stolene var formet som halen på en hval,
hvor man så sad på halefinnen.


 Húsavik - Egilsstadir- Neskaupstadur

Svovlkilder - Dettifoss

 D. 27.07.2013.
Vi kører fra Húsavik efter et solidt morgenmåltid. Vi fylder bilen op med benzin.
I Dag skal vi køre på helt øde strækninger. Meget i vores rejsehæfte er
beskrevet med en benzintank. F.eks. Drej til højre 1 km efter benzintanken.
Vi følger de første 11 km vej 85, men drejer fra og tage vej 87 mod syd ned
til Mývatn-søen. Noget af denne vej er grusvej. Vi fanger igen ringvej 1 og
følger den mod syd. Mývatn-søen er smuk. Vi gør ikke holdt ved søen. Den er
kendt for sit fugleliv. Vi kommer et godt stykke ned (ca. 12 km), før vi finder ud af,
at vi har taget ringvej 1 i den forkerte retning. Ved benzintanken i Reykjahlid
skulle vi være kørt mod øst og ikke mod syd.
Nå men så fik vi set lidt mere af den smukke sø.

I løbet af få kilometer skifter landskabet fra det frodige omkring
Mývatn-søen til det dampende geotermiske område ved Námaskard.
En overvældende lugt af svovl trænger ind i bilen, idet vi kører over
klippekammen Námafjall.
Klippekammen Námafjall slår revner, da den ligger midt på den
Midtatlantiske Brudzone. Damp- og mudderkratere dannedes
under brandene i 1724. Nye spalter bredte sig mod syd i april 1728.
Ved boringer har man fundet temperaturer på omkring 300'C
i 1,8 km dybde.
Der er en p-plads ved kilderne, kaldet Hverir på skiltet. Der er nøje
afmærket, hvor man må gå. Jordskorpen er tynd i dette område.

En dampende svovlkilde i Hverir. Det stinker så meget af svovl,
at man næsten ikke kan komme tæt på. Lasse kunne slet ikke
holde det ud. Han gik ret hurtigt hen i bilen igen.


Mudderpøle i Hverir.

Boblende mudderpøle i Hverir.









Vi fortsætter ad ringvej 1, og drejer til venstre ud ad 862 mod
vandfaldene ved Dettifoss. Fra p-pladsen går man på en stenet
sti mod vandfaldene. Det er ikke for gangbesværede, og der er
et godt stykke vej over sten og lavablokke ind til vandfaldene.

Lava så langt øjet rækker

Vi vælger, at starte længst oppe ad elven, så vi går mod
vandfaldet Selfoss. som ligger 2 km længere oppe.
Undervejs passerer vi dette vandhul.


Sellfoss.
For at se perspektivet, så står der 2 mennesker til højre i billedet.
Sellfoss.
Der er ingen afskærmning til at skæmme udsynet,
men man skal ikke være bange for højder.

Halløjsa - der kan gro lidt i lavamarken.

Set fra Selfoss og ned af elven, Jökulsá á Fjöllum.


Vue tilbage på Sellfoss, da vi har gået lidt.
Det er lige før, man kan sige, at det er smukt

Vi går nu ned langs elven mod den larmende Dettifoss.
Det er varmt og lidt anstrengende. Man skal passe på,
hvor man træder på stenene for ikke at vrikke om. Det er
meget varmt, men der er ingen myg.

Her kommer man da ikke op, hvis man falder i.


Dettifoss - det hesteskoformede vandfald - indhyllet i vandtåger.



Bevæger man sig længere ned af klippesiden, hvor der heldigvis
er lavet trappetrin ser Dettifoss således ud.
Imponerende, frygtindgydende, larmende og grimt, men jeg ville ikke
have undværet at se det.
Det er Europas vandrigeste vandfald 44 m højt. 500 m3 vand
forsvinder ude over kanten pr. sekund.


Her har jeg drejet mig 180' og ser ned ad elven
gennem Dettifoss' vandtåger. Flot. Man kan gå
helt ned af klippen, men det har vi ikke lyst til.


Vi kører lidt tilbage ad grusvejen og drejer ind til højre mod
det nederste vandfald ca. 2 km længere nede af elven.
Den vej ikke for almindelige biler.



Elven lige inden vandfaldet.

Det mindste vandfald Hafragilsfoss.





Sten, lava og klipper ved vandfaldene.




John og drengene på vej tilbage til bilen. Som man kan se,
er der ikke mange turister, der har vovet sig herind, ad den
stenede vej ;-)
Endestation
Det er denne 'fine' vej, der fører ud til Hafragilsfoss vandfaldet.
Ørken. Det er varmt.
Vil bare lige sige, at man huske at have væske med, når man
besøger Dettifoss. Der er ingen steder at købe noget overhovedet!!

Denne fine hængebro fører over elven Jökulsá á Fjöllum

På en rasteplads var denne lille statue af en mand, der
skuer ud lavamarkerne. Helt i baggrunden ses de to hvide
piller fra hængebroen. Når man kommer ude fra ringvejen,
ser det helt bestemt ud, som om der står en levende mand
og spejder. Jeg blev lidt overrasket over, at det var en
knæhøj statue, der stod så tæt ved.
Vi kører nu ind i et af Islands mest øde områder:
Jökulsdalsheidi, som er et hedeplateau med lava- og
sandørken. Man mener, at området er dannet efter et
kæmpe vulkanudbrud på Vatnajökull (Islands største
gletsjer)  for mange hundred år siden. Gletsjeren
smeltede, og de enorme vandmasser skyllede alt væk.
I dag er området stadigvæk præget af sandflugt. Sandflugten
forsøges bekæmpet ved at så græs.

Laaaaang vej uden biler.
Et af de få steder, hvor der er autoværn.
Ringvej 1 fortsætter ned gennem dalen til Egilsstadir.

Her et kig ud over Egilsstadir, der ligger inde i landet ved
floden Lagarfljót. Vi er kørt gennem byen og ud af vej 93,
 mod Seydisfjördur, for at se vandfaldet Fardagafoss. Bilen
er parkeret på p-pladsen ned ved vejen.

John og Lasse på vej op til Fardagafoss.

Vi har læst, at man kan komme bag om vandfaldet, og skrive
en gæstebog. Det er Lasses højeste ønske på rejsen. Som
man lige kan ane på billedet ca. 1/3 nede i venstre side er der
en lille stejl sti, som vi skal ned af. Der er godt nok sat kæder
i klippevæggen, men små og store sten og tørt grus gør det
nogle steder svært at finde fodfæste. Godt det ikke er mudret.

Så er vi nede. Lasse er klar til at springe rundt på de store
klippestykker for at komme bag vandfaldet. Men det får han
ikke lov til. Det vurderer vi er for farligt. Gæstebogen ligger i
øvrigt ikke bag vandfaldet, men i et plastikrør her hvor vi står.
Det var en skuffelse.

Vi kører lidt rundt i Egilsstadir, og leder egentlig efter et apotek. Da vi endelig finder
det har det lukket. Vi havde lige overset den detalje, at det er lørdag. Det er heller
 ikke strengt nødvendigt.
Vi kommer slæbende med alle vores kufferter på Hotel Egilsstadir. Her får vi at vide,
at der ikke er plads til os, og at vi skal til Reydarfjördur. Lige en tur på ca. 35 km ud
til østkysten. Jamen, vi skal jo slet ikke den vej. Jeg havde forestillet mig at vi i
morgen skal køre først med ringvej 1 og så med vej 939. Receptionisten beklager
alt det, hun har lært. Vi spørger hende helt specifikt, om hun er sikker på, at hotellet
der har plads til os. Ja-ja. Det er deres samarbejdspartner, og hun kan se i sin
computer, at der er to værelser til os. Det er der jo ikke noget at gøre ved, og mens
vi kører ad vej 92,falder vi lidt ned igen. Godt vi er i god tid.
Vi ankommer kl. ca. 17.30 til hotellet. Denne gang tager vi ikke al bagagen ud.
Det er tilfældigvis ejeren af hotellet, der er der. Hun har da ikke plads til os, og har s
let ikke hørt vi skulle komme. Hendes hotel har ikke samarbejdsaftale med Hotel
Egilsstadir, og de kan ikke se i hendes bookingkalender. Men hun ved, der er plads 
på hotellet i Neskaupstadur. Jeg tænder fuldstændig af. Børnene sagde, at jeg råbte
og slog i bordet.(Det kan jeg nu ikke selv genkalde). Hun sagde, at det var et
generelt problem med Hotel Egilsstadir, at de overbookede, og bare sendte folk
rundt. Vi havde slet ikke lyst til at køre rundt om endnu en fjord, over et bjerg og ned
til en anden fjord, som oven i købet lå nordpå, ca. 40 km. Hun sagde, at hun vidste
der var plads, for det var hendes hotel, som hendes søster bestyrede. Som
kompensation ville hun give gratis aftensmad og vin til maden. Vi nåede frem, fik
værelser og turens absolut bedste måltid mad. Men til de, der læser dette og skal
rejse: Hold jer fra Hotel Egilsstadir. Vi talte nemlig med 3 andre par, der også havde
oplevet overbooking der. Vi har selvfølgeligt skrevet tilbage til vores rejseagent, at
han skal være opmærksom på det fremover.

Dette er aftenbillede af Eskifjördur som vi kørte gennem
på vores vej til Neskaupstadur.

Vejen hedder såmænd stadig 92 og vi er ved at køre
over bjerget Oddsskard mod Neskaupstadur. Det er meget
stejlt og autoværn kendes jo ikke på små veje.


Så er vi næsten ved bjergpasset. Som det ses
er der lave skyer / tåge nede ved fjorden.


Vi er så højt oppe, at drengene må ud at lave snebolde.

Neskaupstadir - Höfn

Østfjorde - sorte strande - gletsjer

D. 28.07.2013
Jeg fik dårlig mave i nat. Jeg var oppe midt nat, og var tæt på at besvime.
Jeg fik dog lagt mig på det lille badeværelsesgulv, til jeg kunne vakle ind i
seng. Det var starten på 3 døgn med konstant diaré, nat og dag. Det var
søndag. Intet apoteksudsalg havde åben, de næste dage ramte vi ikke
ind i nogen byer på det tidspunkt apoteksudsalgene havde åbent. Så lige
Island med andre øjne: Der er praktisk taget ingen offentlige toiletter, ingen
buske at sidde bag, store åbne vidder og måske en tilgængelig klippe at
gemme sig bag. Det positive er så, at der lige netop på syd-øst kysten ikke
er særlig mange mennesker.
Lys for enden af den 12 km lange ensporet tunnel på
vej 96 syd for Reydarfjördur. Man kan køre 50 km
udenom bjerget, hvis man ikke tør.

Typisk østfjordsbillede.

Så er der pludselig får på vejen.

Det er søndag, og heldigvis den eneste dag, der er
dårligt vejr. John synes, det var meget anstrengende at
køre i tågen, når man nogen gange ikke ved,
hvor langt der er ned.



En af østfjordene
En barde og havfugle ved en af østfjordene.

Kig op langs østkysten

Billede taget fra samme plet som ovenstående.
Her fornemmes et jordskred.

Islændinge lever med risikoen for diverse naturkatastrofer.
Men........ hvordan tør man bygge nyt?


Den sorte sandstrand, hvor lagunen Lòn ligger.
Der er et væld af svaner i lagunen.

Floddeltaet ved Jökulsá i Loni. Man fornemmer virkelig,
hvordan smeltevandet kommer om foråret.

Floddeltaet ved Jökulsá i Loni.

Floddeltaet ved Jökulsá i Loni.

Floddeltaet ved Jökulsá i Loni.




Rune og Lasse slår smut ved Atlanterhavet.

Hov, så var der pludselig rensdyr.

Ud for Höfn er vi ganske tæt på den store gletsjer, Vatnajökull.
Denne gletsjer ned hedder Hoffellsjökull. Det er vores udsigt fra
hotelværelset.


Vi kører op mod Hoffellsjökull ad 984. På vej derop kommer
vi forbi varme kilder og disse hot tubs. Hvis det ikke
var for, at jeg var syg, ville jeg finde badetøjet frem
og springe i. Vandet var dejligt varmt.

At køre videre fra hot tubs'ene mod gletsjeren
kræver en 4-hjulstrækker.


Når man når frem til p-pladsen ved gletsjeren, skal man
enten gå på afmærket sti eller på stenene. Tilsyneladende
vådt sand skal man holde sig fra, da det kan være kviksand.
Denne nyligt dannede lagune hedder Hoffellslón.

Lad de næste billeder tale for sig selv.




På Island kan der ligge et hotel, hvor man slet ikke regner
med der kommer nogen, og man kan tænke: Kan det gå
økonomisk? Som nu dette hotel. 10-15 km nord for Höfn.
Det er det trestjernede hotel vi skal bo på. Nedenstående
billede er værelsesfløjen. Det er vist en gammel stald.
Hotellet var ved at bygge til, og det var faktisk godt, men
småt. Udsigten mod gletsjeren kunne ikke være bedre.
Islændinge går bare ikke så meget op i pæne facader.

Værelsesafdelingen på Hotel Vatnajökull.

Höfn - Hella

Isbjerge - klipper - søpapegøjer -vandfald



D. 29.07.2013
Efter lækker morgenmad pakker vi hurtigt bilen. Vi fortsætter ad ringvej 1 til
gletsjerlagunen Jökulsárlon. Det er den lagune, der er mest fotograferet. Det
er farvestrålende isbjerge der glider ud mod havet. De strander, og ligger i
lagunen til de er smeltet nok til at glide videre til havet. I bøgerne er billederne
i fantastiske røde, turkise, sorte, brune, gyldne farver. Da vi ankommer er det
meget, meget tåget. Samtidig løber fotografiapparatets batteri tør for strøm.
Vi er heldige, at der lige netop på dette sted er toiletter, cafeteria og souvenir-
butik samt en ledig stikdåse. I med batteri og oplader. John køber varm cacao,
mens jeg står for. Batteriet lader op ½ time mens jeg langsomt drikker min cacao.
Imens er tågen lettet lidt, men der kom desværre ingen sol, så vi kunne se
perfekte spejlinger i vandet. Jeg havde ellers set frem til dette.
Nedenfor billeder fra lagunen.


Jökulsárlon

Videoklippet viser, at isbjergene bevæger sig lidt i forhold til hinanden.
Jökulsárlon

Jökulsárlon


Jökulsárlon

Tørvekirke ved Hof.
Dette er den sidste tørvekirke, der blev bygget i Island, hvoraf
6 er bevaret. Den blev bygget i 1884. den ligger mellem en
gruppe gårde. Pga. gletsjerfloderne, der gjorde det vanskeligt
og farligt at færdes mellem gårdene, er det et almindeligt
i denne egn af Island at gruppere gårdene. Denne egn kaldes
af islændinge öræfi (ødemark).

Små planter fra det kæmpestore floddelta
Skeidararsadur med det sorte sand.


Vi er tæt på gletsjeren mange steder, og man kan se, at vejen skylles
væk af smeltevandet mange steder eller af jodskred, som man se på
billeder fra i går. Det er ikke så mange år siden, man lavede en vej syd
om Vatnajökull. Før måtte de der boede i disse øde områder i det sydøstlige
Island rejse 1100 km nord om øen for at komme til hovedstaden. Eller på
hesteryg i selskab med en af bønderne i området.

Dverghamrar (Dværgenes klipper).
Efter at have kørt 50-60 km over floddeltaet Skeidararsandur,
kommer klippeformationen på venstre side af ringvej 1. Det er
en fritstående, særpræget, hesteskoformet klippeformation
bestående af en samling basaltsøjler. Der er formet af havets
brænding i slutningen af istiden, da vandstanden var langt højere.
Det er et fredet naturområde. Det er meget smukt.

Fjadrárgljúfur.
6 km vest for Kirkjubæjarklaustur drejer vi fra ringvej 1, og kører ad F206.
Efter ca. 2 km drejer vejen mod højre, men man skal fortsætte ligeud til
p-pladsen, der kommer kort efter.
En 100 m dyb,fabelagtig smuk, kløft, der blev dannet under istiden for
2 millioner år siden. Det er et fantastisk landskab med smukke
takkeformede klippeformationer  med masser af spidser, buer og
skræmmende klippeafsatser, der rager ud over kløften. Billedet her er
fra flodlejet, men der er også en fin sti op til toppen og langs kløften.
Man kan gå ud på de enkelte afsatser. Mens vi var der, var der en familie,
der lod deres 2-3 årige barn gå 'frit' rundt, mens far tog billeder. Det går
altså lodret ned. Vi blev helt dårlige ved tanken om, hvad der kunne ske.

Videoklippet er taget fra toppen af Fjadrárgljúfur.

Ringvej 1 forsætter over det øde lavaområde, der blev dannet
efter udbrud i kraterne Laki. Lavamarken kaldes Eldhraun,
der betyder ild-lavaen. Den dækker et område på 560 km2.
Den menes at være den største lavamark i verden dannet i
historisk tid under ét enkelt udbrud i 1783. Nu er slagger-
lavaen dækket af et tykt lag mos, der visse steder er 30 cm tykt.
Mosset er, som her, gråt i tørvejr, men grønt i regnvejr.
Lavamarken afløses af sandområdet Mýrdalssandur, der ofte er
plaget af sandstorme. Hvis det stormer, anbefales det, at man
venter med at køre over området, medmindre man ønsker sin
bil sandblæst. Nogle gange lukker sandet vejen.
Da vi kører hen over Mýrdalssandur har vi gletsjeren
Mýrdalsjökull foran os.

Nu er vi kommet tættere på, og således under skyerne,
som er på ovenstående billede.

På den anden side af ringevejen lidt længere fremme,
ligger dette underlige bjerg ude midt på sand- / lavamarken.
Bjerget hedder Hjörleifshöfði. Det var oprindelig en ø i
havet, men da Vulkanen Katla gik i udbrud i 1918,
flyttede stranden sig 2 km på første dag. Så nu er øen
en del af fastlandet.

Da vi er kommet over Mýrdalssandur, dukker denne flotte
klippeformation op.


11 km efter byen Vik, der er en kystby uden havn, og kendt
for at være det mest regnfulde sted på Island,drejer vi til
venstre ad 218 mod det lille forbjerg Dyrhólaey. Her kan man
komme helt tæt på søpapegøjerne og andre fugle. Der er et
væld af ornitologer, og man føler sig meget som turist med
sit lille lommekamera.


'Mor, hvordan kunne du spise sådan en sød fugl?'

Store søpapegøjeunger.

Godt man lige kan se under skyerne. Ud for byen Vik står
klippeformationerne Reynisdrangar, der stikker op af havet.
Fortællingen går på, at det er trolde, som engang tog ud for
at fiske, men blev fanget i morgensolens stråler og blev til sten.


Vi er stadig på forbjerget Dyrhólaey ('dør-bakke-ø). Bjerget er
120 m højt. Der er dannet en lagune bag bjerget, der engang
var en ø. Her er smukt med den sorte strand og den hvide
brænding fra Atlanterhavet. Udsigt mod øst.


Udsigt mod vest.


Foran bjerget rejser der sig en gigantisk bue af lava, der har
givet bjerget sit navn i betydningen 'øen med bakkedøren'.
Udsigt mod øst.

Udsigt mod vest.


Ved stranden neden for, slår Atlanterhavet ind over lavaen.

Imponerende.



Fra ringvej 1 ser man pludselig dette flotte vandfald, Skógafoss.
Det er 60 m højt, og man kan komme helt hen til foden af det.
Det ligger i byen Skogar, der igen ligger syd for gletsjerne
Mýrdalsjökull og Eyafjallajökull. Sidstnævntes vulkan var i
udbrud i 2010, og sendte den for flytrafikken drillende askesky
op. Der er stadig aktivitet under gletsjerne.

Skógafoss. Vandtåger.

Seljavellir.
10 km vest for Skogar, drejer vi fra ringvejen ad 242, og
kører 3 km ind til p-pladsen inde ved fjeldene. Vi tager badetøj
og håndklæder med. Der er 15 minutters gang over sten langs
den brusende flod. Så kommer man til denne pool, Seljavallalaug,
der er bygget ind i klippen. Der løber naturligt varmt vand fra fjellet
Eyjafjall ned i den. John og drengene nægtede at bade i det
grønne vand med alger. De mente, det var ulækkert, og man kunne
blive syg af det. De lokale bader der, og flere var på vej. Prøves skulle
det, så jeg gik i. Jeg havde jo maveproblemer i forvejen, så helt galt
kunne det vel ikke gå. Det var dejligt varmt og var ca. 120
cm dyb. Dog vil jeg nævne at badesandaler i vandet vil være en
god idé. Bunden er lidt slimet. Det kunne jeg se, de lokale havde på.

Seljalandsfoss.
Lige inden man når broen over floden Markafljót, drejer
man til højre ad vej 249, og vandfaldet Seljafoss ligger
på højre side. Der er en sti, så man kan gå om bag vand-
faldet. Lasses højeste ønske for turen. Der er en larm uden
lige og vand i luften. Men en oplevelse er det.

Lasse og Rune bag vandfaldet Seljalandsfoss.

Vi køber aftensmad i den lille kioskvogn, og spiser med
udsigt til Seljalandsfoss. Vi købte nogle utrolig lækre
og friske sandwich. De kan anbefales. Indehaveren
kan tale dansk. Vi fik en lang snak om mangt og meget.
Hun fortalte, at selvom hun ejede jorden, skulle alle have
adgang. Hun havde søgt i 2 år, for at få lov at stille hendes
vogn op. Til gengæld skulle hun sørge for, at der blev lavet
en toiletbygning, som hun skulle stå for. Hun fortalte, at bare
udgiften til toiletpapir var 150.000 danske kr./år. Hun var nu
ved at søge om en mere permanet bygning, hvor hun kunne
have indendørsservering og souvenirs. Hvem ved, det er
der måske om et par år.
Vi kørte videre til vores hotel i Hella.

Hella - Reykjavik

Vandfald - vikingegård - vandkraftværk -

vulkankrater - geyser - kontinentalsokler

Vi tjekker ud fra hotellet i Hella, og kører ad ringvej 1 over floden Thjórsás, drejer til højre ad 30 og følger flodens Vestbred. I Árnes drejer man til højre ad vej 32. Solen skinner igen. Fotografiapparatets batteri er opladet.
Vulkanen Hekla og floden Thjórsás.
Hekla er Islands mest aktive vulkan. Den har været i udbrud hvert 10. år
siden 1970, dog er sidste udbrud i 2000. Det tidligst registrerede udbrud
var 1104, der bl.a. begravede Stöng (se senere) og mener man 20 andre
gårde. Det største udbrud var i 1768, hvor den havde været stille i 70 år.
Lavastrømmene dækkede 65 km2. Heklas vulkankrater er 5 km lang.
Når den går i udbrud spyr den tephra-aske indeholdende store mængder
flour, som dækker landskabet, forurener grundvandet og dræber fisk og
kvæg. Efter asken kommer lavaen. I dag er der kun 2 fungerende gårde
i nærheden. Under sidste udbrud måtte over tusind mennesker reddes i
Islands største redningsaktion til dato. En stor del af indbyggerne fra
Reykjavik strømmede til for at se på, kun for at blive fanget af en snestorm
i det kuperede område.
Udsigtspunkt ved vej 32. Selv  på en varm sommerdag, får man
en fornemmelse af, hvor let vejen kan oversvømmes.



Udsigtspunkt over floden Thjórsás

Man når hurtigt langt op. Fra udsigtspunktets top og
kig ned mod bilen.

Vi er kørt ind mod Reykjafell for at se varme kilder samt et
lokalt svømmebad. Svømmebadet havde ikke været i brug
de sidste mange sæsoner. Vandløbet var varmt.

Samme vandløb der hvor vandet kommer ud fra klippen.
Her er temperaturen ca. 80'C. Læg mærke til forskellen i
vegetationen. Vi er kun gået ca. 100 m.


Vi kører lidt længere ad ved 32, men drejer til venstre ad vej
327 øst for dalen Thjórsárdalur (tyreflods-dalen), som er dækket
af den 8000 års gamle lavastrøm, og de efterfølgende tykke lag
af aske, der jævnligt har udslettet vegetationen, og gjort dalen
til et frygtindgydende goldt område.

Vi kører 7 km ind ad vej 327 mod Stöng. Denne vej
kræver en 4-hjulstrækker.
Gården Stöng ligger på toppen af et frodigt dalområde
der ligger som en oase i det golde lavaområde.

Stöng i Þjórsárdalur, gård i det sydlige Island, forladt efter
vulkanen Heklas udbrud 1104, hvorunder dele af egnen
Þjórsárdalur blev begravet i aske. Udgravningen i 1939
af stuehuset gav værdifulde oplysninger om Islands tidlige historie.




Dalen bag ved Stöng går langs floden Raudá. Det er meget
frodigt og smukt. Det er hele turen ad de 7 km grusvej værd.

Pludselig er man ude på et åbent område med udsigten til
dette gudesmukke vandfald Gjáin. Det er fortryllende med
de flotte klippesider. Som taget ud af en film. Der er i øvrigt
filmoptagelse lige ovre på den anden side af floden. De kan
ses hvis jeg drejer mig 90'. 




Et lille traditionelt tørvehus og en barde, som vi kom forbi.



Vel ude på vej 32 igen, kører vi få 100 længere mod nord,
og drejer til højre mod vandkraftværket Búrfellsstöd. Vi kører
helt ned til kraftværket. Det er nærmest øde med blot et par
biler. Der er infoskilte om området og borde og bænke.
Vi indtager frokosten. Pludselig kommer nogen ud, som ikke
ligner personale. Gad vide, om man kan komme ind? Når
 man går hen til døren, går den automatisk op. En sød ung
pige går hen til os, og byder os velkommen. Jamen, selvfølgelig
kan man komme ind. Det koster ikke noget. Hun fortæller
kort om det, og vi må endelig spørge. Der er de flotteste interaktive
oplevelser, og gratis te, kaffe og juice. Der er mest for de
voksne, men også børn får noget ud af det. Man kan komme
ind i turbinehallen. Der står en brandbil, man kan komme ind i.
Der hænger billeder rundt omkring, der fortæller vandværkets
historie. Ovenpå er der en model af vandværket og sluserne
i floden. Det kan små børn lege med. Men voksne kan også.
På tavlen ovenover kan man se, om man kan få mængden
af vand i floden gennem 12 måneder til at passe med energi-
behovet de enkelte måneder. John styrede vandværket
 og hver af drengene en sluse. Til slut får man at vide, hvordan
man har klaret det. Jeg passede toiletbesøgene :-(  - nu de var
inden for rækkevidde.
Lige inden man kører ud på vej 32 igen, kan man dreje til højre, og
komme ind og se en rekonstruktion af Stöng. Det springer vi over. I
stedet kører vi ca. 1 km tilbage ad vej 32 og drejer til venstre til
vandfaldet Hjálparfoss.

Hjálparfoss.
Noget af det smukkeste jeg har set. De 2 floder, Thjórsá og Fossá,
løber sammen og falder ned i det cirkelformede bassin, som er
omgivet af basaltsøjler og græsklædte klipper. Det omgivne
område kaldes Hjálp (hjælp), fordi folk, der kom rejsende hen over
den golde højlandsrute, fandt deres redning i dette vegeterede
område, hvor deres heste kunne få vand og græsse.


Lasse og Rune i fuld firspring op stien, man kan se på
billedet ovenover.

Vi kører tilbage ad vej 32 til Árnes, og tager vej 31 for at
komme over floden Hvíta ved Skálholt. Skálholt er den by,
hvor Islands første biskop, Ísleifur Gissurarson,  bosatte sig,
efter han blev bispeviet i 1056. Byen har været center for
kultur og uddannelse i 700 år. For de kirkelige interesserede
er der flere interessante ting at fordybe sig i.
Vi forsætter til vej 35 og drejer til venstre. Efter 17 km kommer
vi til vulkankrateret Kaleid. Man kan næsten ikke se det fra
vejen, da det ikke stikker langt op over jordoverfladen.

Vulkankrateret Kaleid.
Kerið er et ca. 6500 år gammelt krater, det nordligste
i en række ved navn Tjarnarhólar. Det er elliptisk,
 ca. 270 m langt og 170 m bredt. Selve krateret er
55 m dybt, men bunden af det er en sø, hvis dybde
varierer mellem 7 og 14 m. Der er mulighed for at
komme ned til vandet på den ene side. Vi så fisk i
søen på ca. 18 cm.
Kerid.
Man kan godt mærke, at vi er ved at være tæt
de mest almindelige turistattraktioner. Det kostede
penge, at få adgang til området.
Så kører vi tilbage ad vej 35 og nordpå til Geysir.





Vi er slet ikke i tvivl om, at det geotermiske område ved Geysir
er Islands hovedattraktion. Der er et væld af biler og busser.
Hvor kom de lige fra? Det er ikke på vejene man støder på
dem. Der er campingpladser, hoteller, restauranter, cafeteriaer
og den største (souvenir) butik jeg nogen sinde har set. Ud over
almindelige souvenirrædsler er der lækkert tøj til den aktive
person, strikkede uldsweatre, huer og handsker, kunst og
kunsthåndværk. Man må sandelig sige, at Island skal sælge
sig selv her. Alt er lyst, luftigt og flot repræsenteret.
Samme sted er der en teknologisk udstilling om Islands
geologi. I området ligger Geysirstofa som er et informations-
og uddannelsescenter.




Der er godt afmærket stier, som man må gå på.
Vandet er 80-100'C. Der frarådes, at man rører
vandet overhovedet, også det man kan nå.
I gennemsnit skoldes én turist om dagen.

En kogende gejser.


De har mange forskellige farver.

Denne hedder Litli-Geysir, og koger lystigt.

Der er kun én gejser, der springer. Den hedder Strokkur
(sprøjteren). Der står konstant en kødrand af mennesker
omkring dette vandhul og venter. Inklusiv mig selv. Vi står
alle sammen, så vi ikke bliver ramt, når vanddråberne
føres med vinden.



Pludselig kommer er en bule på det vuggende
vand og straks efter springer den ca. 20 m op
i luften.


Her sidder vi på en bænk og iagttager Strokkur, der
springer hvert 5-10 minut. Det er også ganske
underholdende at se på folk. Der kommer hele
tiden nye mennesker til området. De styrter hen
til Strokkur som det første. Stiller sig så tæt på
som muligt med deres små børn. Når den så
springer, skriger de små børn af forskrækkelse.
De ved jo ikke hvad, der skal ske. Så tænker man
lige, om det ikke var en idé at se den på afstand
første gang, når den nu springer så ofte som den gør.
Nå...


Fantastisk flot turkis farve


Dette er Geysir. Det er den, der har givet navn til hele
verdens gejsere. Den begyndte at springe i 1294. Den
er ustabil. Den springer typisk nogle måneder efter
et jordskælv.

Vi kører videre nordpå ca. 8 km ad 35 til det mest berømte
vandfald Gullfoss. Det skulle være specielt flot i eftermiddags-
og aftensol.

Gullfoss - Det gyldne vandfald.
Desværre skinner solen ikke mens vi er der. Det er stort.

Læg mærke til de små mennesker på klippen. Gullfoss er

Islands anden største attraktion. Der er fine stier overalt, så

alle kan komme tæt på, også kørestolsbrugere. Der er 

cafeterie, toiletter og souvenirs.

Det blæser meget mens vi er der, så vi bliver lidt våde.
Gullfoss har et fald på 32 m i flere niveauer. Vandet tordner
ned i 2,5 km lange og 70 m dybe kløft, hvor floden Hvíta løber.


Så er der lige sat en lille postkasse op, så turiserne

kan få sendt deres postkort.

Det er blevet sidst på eftermiddagen, så vi vender

næsen mod Reykjavik. vi kører tilbage ad vej 35. I 

Dalsmyni drejer vi til højre ad vej 37 til Laugarvatn,

hvor vi drejder til højre ad vej 365 hen til Thingvallavatn.

Det er en større sø i Thingvellir Nationalpark. Vi drejer til
højre ad vej 36, og da vi kommer ind nationalparken, kører
vi til venstre ad vej 361 rundt om søen. Nationalparken er
opført på UNESCOs Verdensarvliste.

Havde vi tid, ville vi have gået på nogen af de mange 

vandrestier.

Det var på Thingvellir de vigtigste begivenheder fandt sted.

Der er en naturskabt amfiteater. Det er historiens vugge.
Tilbage i 930 beslutte de uregerlige nybyggere at lave fælles
råd, kaldet Altinget. I år 1000 skete en konvertering til
kristendommen, og der blev opført en kirke på stedet.
Altinget ved Thingvellir fortsatte frem til 1760. 

Thingvellir er også af geologisk interesse. På dette og næste
billede, ser man udover landskabet, hvor de tektoniske kræfter
har formet det. Hele området ligger på midtatlantiske spred-
ningsryg. Kontinetpladerne flytter sig fra hinanden med ca. 2 cm
om året.



Vej 361 støder igen på vej 36, som vi fortsætter ad til Reykjavik. Vi kører ind til
det første hotel, som vi boede på i Reykjavik. Godt trætte efter en oplevelsesrig 
dag. John og drengene vil ud at spise thaimad, mens jeg bare vil passe min 
mave og tage et varmt bad. Vi afleverer vores papirer og receptionisten kigger 
på dem og på sin skærm. Da han kigger op på os, og siger, at vi skulle have 
haft to overnatninger i Hella. Vi skal først komme dagen efter. Så er der da ikke 
noget at sige til, at vi synes vi skulle nå meget på en dag. Jeg kigger fortvivlet på 
ham, og spørger om, der ikke er noget han kan gøre for os? Om der er plads til 
os i dag? Der er ca. 150 km tilbage til Hella. Det er næsten ikke til at holde ud 
at tænke på. De havde godt nok spurgt Rune, da han afleverede nøglerne, om vi 
tjekkede ud. Ja, det gjorde vi. Spørgsmålet er jo også, om de har disponeret over 
værelserne. 
Den rare receptionist, Halldür, siger de ikke har plads. Han forsøger så at ringe 
rundt på et par andre hoteller i samme hotelkæde. Der er heller ikke plads. Han 
ringer så til sit hovedkontor. Så pludselig har han fundet et hotel til os. Vi takker overstrømmende, og spørger, hvad vi skal betale ekstra. Ingenting for vi har jo 
betalt. Jeg spørger, om han er på arbejde dagen efter, for så vil vi give ham en 
lille ting. Vi køber lidt chokolade til ham. Han anviser os vejen til hotellet, og siger, 
at vi kun får denne ene overnatning, og må tilbage i morgen. Det er fint med os. 
Vi er meget taknemmelige. 
Vi kører ind foran det nye hotel. Jeg skal da lige love for, at han har trukket i 
trådene. Det er et firstjernet hotel, og vi føler os lidt bondske i vores praktiske, 
støvede tøj. Vi får værelse på 10. etage med kig ned over Reykjavik, hvor solen 
går ned. Vi ser faktisk ned på Hilton hotellet. Det er ikke så tit man prøver det.
Vi er alligevel lidt spændte på, om vi skal betale et eller andet. John og drengene
tager ud at spise, og jeg slapper af. Det var da godt nok en kæmpebommert.



Badeværelset
Solnedgang over Reykjavik set fra 10. etage.



Udsigt fra10. etage.




Udsigt over Reykjavik.

Reykjavik

Tissemandsmuseum - heste

Onsdag d. 01.08.2013
Næste dag spiser vi fra en overdådig morgenbuffet. Vi snakker om, 
hvad vi skal lave. Min diaré er endelig stoppet. Vi bliver enige om, 
at vi vil prøve at ride. Vi ringer til Solhestar ved Sellfoss. Vi aftaler,
at de henter os ved vores hotel, som vi skal tjekke ind på om 
eftermiddagen. Vi tager ind til centrum.

I Reykjavik er der et Icelandic Phallological Museum. De skriver 

på deres hjemmeside, at de formentlig er det eneste museum, 

der indeholder en samling af penis fra alle de forskellige dyr

 fra ét land. Det lyder simpelt så mærkeligt og fjollet, at det må 

vi se. Lasse er rigtig meget teenager, og nægter purre at tage med

ind. Det er bare for pinligt? Han vil side i bilen og vente. Der er da en 

del tissemænd fra især hvaler. Desuden mange sjove effekter. Der er 

lavet en del lamper. Det tager ca. tre kvarter, så er det set. Det var som

forventet. Lidt museum og morsomme ting.


Lampeskærme


Meget morsomt.
Vi spiser frokost ved Tjörnsøen. Der er smukke gamle villaer ved søen. 

For enden ligger rådhuset. Der er et kæmpe reliefkort over
Island udstillet der inde. Det er flot.
Udenfor rådhuset er der et vandspejl. Vandet kommer ned af

væggen, der med tiden er blevet dækket af et tykt lag mos. Det

er flot og anderledes.

På pladsen uden for rådhuset står denne statue.
den vil jeg tænke på, når arbejdsbyrden bliver for stor.

Vi bliver hentet ved hotellet kl.13. Det er indehaveren selv.

På vejen derud, ser vi hvordan islændinge kører. På og af

med solbrillerne når der fotofælder. Vi skal op over bjerget.

Vejen er 4-sporet og dobbelt optrukket. Alligevel lykkedes

det ham at køre med de optrukne linier mellem bilens hjul.

Ikke at vi var bange. Det var ganske underholdende. Virkelig 

flinke mennesker.Vi ankommer til farmen. De tilbyder dig en 

fantastisk tur på den islandske landskab. Der er tøj, støvler og 

ridehjelm. Det er blæsende og det ser ud til, at der kan komme
en byge. Vi ifører os fuld mundering. Der er en anden familie,
der skal med. Vi er allesammen på samme niveau - nybegyndere.
Han har 3 svenske piger ansat, og de er meget hjælpsomme.
Efterhånden som vi hver især kommer i sadlen, bliver vi lukket
ind i indhegningen, og kan prøve at finde balancen på hesten.
Min hest nægter at gå, så derfor tager jeg lige et par billeder
drengene. Én af de svenske piger, at min hest ikke finder det
morsomt at gå rundt, men at den nok skal gå pænt, nå vi 
kommer ud. Det gør den også.


Rune

Lasse

Vi rider først på en sti langs vejen i modvind. Efter et stykke

tid drejer vi fra vejen og ind på en ridesti langs Ingólfsfjall, hvor

der også er læ. De spørger om vi har mod på at ride tølt, og ja

det har alle. De forklarer, hvordan vi skal holde tømmen stramt,

og prøve at finde den måde at sidde på, hvor det føles svævende,

og ikke bumpende. Det føltes mest bumpende, og jeg var glad

for at maven var stabiliseret. En enkelt gang oplevede jeg det

svævende. Under alle omstændigheder var det sjovt. da vi kommer

tilbage er der te og kaffe. Så kører fruen og tilbage på hotellet.

Vi tjekker ind på hotellet, hvor er husket fra vores stunt dagen før.
Halldür havde berettet om os. Jeg skriver på et evalueringsskema
om vores forskellige ophold, og roser Halldür for hans service.

Vi får pizza den sidste aften. Der ligger et pænt pizzaria næsten
overfor hotellet, og vi får en flaske rødvin til. På Island er det ikke
særlig almindelig, at man deler en flaske vin, har vi fundet ud af.



Reykjanes-halvøen

Varm kilder - svovl kilder - Reykjanestá - 
broen mellem kontinenterne

Torsdag d. 02.08.2013
Vi tjekker ud af hotellet til vores sidste dag på Island. Vi kører ud af Reykjavik 
ad vej 42, som er delvis en grusvej.


Vi passerer et sted, hvor der produceres tørfisk. vi stopper op

for at tage dette billede. Det lugter forfærdeligt, og vi spørger

 os selv, hvad de dog bruger dem til? Efterfølgende har jeg læst,

at Island eksporterer tørfiskene til Afrika, hvor det anses som

en snack, eller de bliver kogt til f.eks. suppe. Hvis kvinderne

skal transportere dem langt, vil frisk fisk blive de blive dårlige

i varmen. Island eksporterer årligt for 100 millioner US-dollar.

Kun 3 % af fiskene tørres udenfor. De andre i tørrehaller, hvorved

tørretiden mindskes fra 2-3 måneder til 8-9 dage.


Vi kører ind i det geotermiske område Krýsuvik, der ligger

på midtatlantiske spredningsryg. Herinde ligger den grønne

sø, Grænavatn. Her på billedet ser den lidt blå ud.

Grænavatn med de farvestrålende svovlkilder.

Da vi kommer ud fra Krýsuvik, kommer vi ud til det golde
område med slaggerlava, og Atlanterhavet i baggrunden.

Vi drejer til højre og følger vej 427

Vi drejer ind ad vej 43 i Grindavik, og kører op til Den Blå
Lagune. Trods navnet, er den ikke et naturfænomen, men
den er et biprodukt i forbindelse med udnyttelse af jordvarme.
Det varme vand pumpes op fra 2 km dybde og har en
temperatur på 240'C. Det udnyttes i kraftværket til at generere
elektricitet og opvarme ferskvand. Det tiloversblevne vand,
som bl.a. indeholder kisel, salt og andre mineraler for lov at
løbe ud i den Blå Lagune med en lavere temperatur. Det har
en gavnlig effekt på psoriasis- og eksempatienter. Billederne
her er fra området uden for kurbadet.



Vi havde ikke taget kamera med ind, så dette billede er

hentet på nettet. Vandet var dejligt varmt. Der var alkoholfri

bar, dampbade og sauna. Vandfald, så man kan få sine

ømme nakkemuskler masseret. man kan købe diverse wellness

ting. Det bedste var spandene med kisel, som kan kunne 

smøre sig ind i, lade tørre og skylle af. Det kunne også 

bruges som skrubbecreme. Vandet var hvidt af kisel, og man

kunne ikke se meget mere end hånds dybde ned gennem

det. Det var dejligt varmt, og vildt luksus. Det er meget dyrt
at komme ind, men det er altså også en oplevelse.


Vi kører tilbage til Grindavik. Drejjer til højre ad vej 425.
Lige inden Reykjanestá drejer vi til venstre mod Gunnuhver.

Det er nogle fælt ildelugtende svovlkilder og boblende

mudderpøle. Man skal holde sig på stierne og gangbroerne. 

På et tidspunkt kunne vi næsten ikke noget, fordi dampen blæste

ind over gangbroen. Man kunne næsten ikke få luft.

Det er et højtemperatursområde med temperaturer på over

300'C. Området her er anderledes, da grundvandet består

af 100 % havvand. Efter en tur gennem dette område, lugter

tøj og hår igen af svovl. Det var så slut med den friskhed, vi

fik i Den Blå Lagune. 

Videre ad vej 425, skulle denne klippeformation fotograferes.

Reykjanestá.
Reykjanes-halvøens sydvestligste punkt, hvor vi spiser frokost.


Reykjanestá prydes af dette fyrtårn.

Ved Reykjanestá er der dette store mindesmærke for

Geirfuglen, der blev udryddet.

På vejen tilbage, gør vi holdt ved Geotherminal Power Plant,

Reykjanesvirkjun. Det ville vi gerne have været inde at se,

men åbningstiderne var kun lørdag og søndage kl. 12.30-16.30.


Vi kører nordpå ad 425, og kommer til denne symbolske bro

over kløften mellem den nordamerikanske og den europæiske

kontinentalplader. Her starter den midtatlantiske spredningsryg

(vulkanzonen), der går fra Reykjanes til Tingvellir og nordpå

til Langjökull og fortsætter videre mod nordøst. 

Her starter kløften.

Hus ved Hafnir. Er det mon en hval ude i skumsprøjtet?

Kirken i Hafnir.
Vej 425 bliver til vej 44, og kort efter drejer vi ad vej 45
for at køre rundt om Keflavikhalvøen.

Snæfellsness set tværs over bugten.

Kirken i Sandgerdi

Stranden ved Gardskagi. Det er første gang vi ser hvid sandstrand.
Vi køber ind til aftensmad i Njardvik, går en kort tur, fylder benzin på
bilen, og kører til lufthavnen.

Det var slut på en dejlig ferie.
Vejret var godt, seværdighederne ikke overrendt og de 3000 km
vi har kørt er gået godt. Nu glæder vi os til at komme hjem og komme
ud og hente Asli i hundepensionen i morgen. Flyveturen hjem var
træls. Det er absolut familier, der rejser, og der er mange små børn.
Jeg sad ved siden af en bodybuilder far, der havde en 1 årig på
skødet. Jeg kunne næsten ikke være der. Vi skulle først flyve kl.
21.30, så alle ungerne var pyldrede af træthed. Godt råd til næste
gang. Medbring høreværn.

Da vi kom til Danmark var det tåget, vi kørte forkert i tågen, og var
næsten helt i Brande før vi opdagede det. det forlængede lige turen
med en halv til en hel time. Vi var hjemme kl. 5.

Island er alle tiders. Tag derop og oplev det!



Ingen kommentarer: