søndag den 13. april 2014

Beton

Jeg er så småt begyndt på min nye dille: Betonstøbning.

Jeg har allerede fået et par bestillinger på disse rå lysestager.

Se de andre ting på siden: Beton.

Svar fra Grenå

Rune har fået brev fra HTX GameIT College. Han er blevet optaget på skolen, og skal begynde efter sommerferien. 
Det bliver mærkeligt, at ens dreng flytter hjemmefra - formentlig for altid.

Lasse tager på efterskole efter sommerferien, så John og jeg er alene et helt år!! Heldigvis kommer han hjem igen.

Lones fest var god, og alle sang godt med på min sang. Det var også den eneste personlige sang der var, og der var ingen taler. Jeg tror, hun blev glad. Jeg fik ros for, at det var en sang, der rent faktisk kunne synges. Det var dejligt.




Jeg skulle lave kortet. Det blev denne betonsten med et digt af Piet Hein skrevet langs kanten. I blomstens midte står navnene på os 5, der har givet gaven. 
Stenen var lagt ned i hjertet, som er vist tidligere - den med karate-pynt. 

fredag den 11. april 2014

En lille lejlighedssang

Jeg har forsøgt at lave en sang til Lone, hvor vi skal til fødselsdag i aften. Nu håber jeg, at gæsterne kan synge med.
Det er ikke noget jeg gør så meget i. Jeg er ikke specielt musikalsk.



Lones 50 års fødselsdag
Melodi: ”Bamses fødselsdag”








Den kære ”gamle” sporty tøs , som alle her jo kender.
Hun skulle holde fødselsdag, blandt alle sine venner.
Sikken mægtig fest vi får,
Lone bli’r 50 i år.
Hip hurra for fødselar, som er så sød og rar.

På arbejde og bo i by’n, hun er en Odderpige.
Hun bor i hus med sine børn, det er en dreng og pige.
Arbejder med revision,
Det er ikk’ til diskussion.
Skat og moms og regnskab, surt? Det hele går som smurt.

Og fritiden er helt besat, hun vrikker med rumpetten.
Hver mandag aften er hun klar, de’r Zumba på paletten
Lone har et aktivt liv,
Ikke noget tidsfordriv.
Tid til bøger er der plads, når ej der gives gas.

Karate træning går hun til, to gange i hver uge.
Fra disciplin og indre ro, til spark i rette bue.
Hun i ribben ramme kan.
”Det er hårdt, må vi få vand?”
Først når sensei gi’r os lov, og det er ikk’ for sjov.





Karate lejre ta’r hun med, sidst det i efteråret.
Men færgerne forsinket var: Åh, bare vi nu når det.
Hurtig fart, ju-hu det gik.
En Kom-bar-do gav et nik.
O- ka-mo-to, hun var hård; gav ømme muskler vor.

Karate hold fra 8 år, det kender ingen alder.
Hov! - Lones briller ryger af, når hun på gulvet falder.
Spark og slag, ja, hun er sej.
Ka-ta er, den bedste leg.
Bælte-skift fra grøn til blå, hudmærker lige så.

Og ”gamle” Lone faldt i søvn, og hørte ikke resten.
Så vennerne blev enig om, at man sku’ slutte festen.
Så blev hun 50 i år,
Ak, ja, ja som tiden går.
Hip hurra for fødselar, som er så sød og rar.





tirsdag den 8. april 2014

Fordele ved at holde fri

Der skal jo være fordele for alle, når mor holder fri.
Friskbagt knækbrød  og franskbrød til familien.

I går aftes var i DR i Århus og høre Jan Gintberg fortælle om, hvordan programmerne: "Gintberg på kanten" bliver til. 
Spændende og underholdende. John og jeg samt Anette min chef var af sted.
DR P4 lagde 150 billetter ud en formiddag. De var væk på 12 minutter. Jeg var hurtig, og fik billetter. Det er jo også sådan noget, man kun kan, når man har fri og hører radio.
Som vi sagde til hinanden: Gennemsnitsalderen faldt betragtelig, da vi trådte ind.

Bagefter havde Anettes datter, Astrid, lavet dejlig aftensmad til os. Alt i alt en rigtig hyggelig dag.


søndag den 6. april 2014

Grenå kalder

Rune var til optagelsesprøve på HTX GameIT College i Grenå i går. 
Der er 140 ansøgere til 90 pladser. Han vil vist få besked i denne uge.

I mens gik jeg en vandkold tur i byen.

fredag den 4. april 2014

40 m hæk

Nej, det er ikke en idrætsdiciplin, men det føles mindst lige så hårdt, som efter et halvmaraton. Og så er jeg ikke engang halvvejs. Suk.

Der tyndes kraftigt ud. Jeg synes, det er synd at køre sådan nogle fantastiske planter på genbrugsstationen på søndag, så mangler du (eller nogen du kender) bunddække, så kom endelig og hent alt det storbladet efeu, som du har lyst til.








Bladene er grønne året rundt. Planterne holder effektivt ukrudtet væk. Bladene er gode i blomsterdekorationer. De lange ranker er også gode til æresport eller bordpynt.

tirsdag den 1. april 2014

Har du styr på make-up artiklerne?


Har du styr på make-up artiklerne? Her sidder børster og lignende fast i den brede elastik, der er trukket gennem en dækkeserviet. Lige til at rulle sammen. Nemt og smart genbrug. Og ja, den opmærksomme seer får nok øje på, at det er elastik fra boxershorts. 

Jeg har også planer om at lave en model, hvor der bare skal trækkes elastik til kniv og gaffel. Lige til at rulle ud, når man f.eks. skal til fællesspisning i børnenes skole.