Vandretur

Gennem året har jeg leget med tanken om at tage på en vandretur. 


Da jeg ikke havde held til at finde nogen i min omgangskreds, der havde lyst til at vandre med mig, var jeg blevet indstillet på at foretage turen selv. På en eller anden måde synes jeg, at det er fjollet at give penge for en arrangeret tur i Danmark, når det kan være en gratis form for ferie. 6 dages arrangeret vandring koster lige så meget som en charterrejse sydpå.


Min plan var at gå på 'Kyst-til-kyst' stien fra Blåvandshuk til Vejle.
Til trods for det meget ustabile sommervejr blev jeg kørt til Blåvandshuk Fyr. Det var meget lang tid siden, at jeg sidst havde set Vesterhavet. Solen skinnede i det stille vand. Sandstranden var bred med det flotteste hvide sand, og ikke særlig mange mennesker. Vi har nu også flot hvidt sand i Saksild ved Odder, men der er så mange mennesker, at det ikke er til at finde sandet for håndklæder. Det er opløftende at komme til Vesterhavet - især når man er vokset op med, at sådan skal en strand se ud.

 De første 4 km gik langs stranden mod syd. Fra Danmarks vestligste punkt. Jeg havde vel gået ca. 1 km, da jeg blev stoppet af en tysk familie, der ikke kunne finde tilbage til campingpladsen. Man skal huske at lægge mærke til, hvor man går ned. Alt ser jo ens ud ellers. I Blåvandshuk har de endda gjort det nemt. Nedgangene til stranden er nummereret. Desuden er der fyret og hestene - 'Bunker Mules' at pejle efter. 

'Bunker Mules' er kunstværker, hvor man har brugt de gamle bunkere fra krigens tid som kroppe til heste. Det er meget markant i landskabet. Jeg kunne godt lide det. Desværre var der graffiti på dem.

 Efter ca. 4 km gik turen mod nordøst. Op over klitterne og hen over marsken. Herefter gik turen igen mod syd, ned forbi Tirpitz-stillingen. En bunker som aldrig blev færdigbygget. Det skulle være en del af Atlant-volden. Den er i dag museum og åben for publikum. En populær turistattaktion, at dømme efter antallet af biler.

Turen gik videre ind gennem Oksby Klitplantage, hvor jeg overså et skilt, og gik ca. 1 km forkert inden jeg opdagede det. Det var en oplevelse at se landskabet skifte fra marsk til plantage. Fra græsser og små lave blomster til Fyrretræer og efterhånden lidt Birk og Eg. Alle træer hældende mod øst. Det var stadig overvejende sand eller sandjord.
I Oksby Klitplantage kan man gå op i et fugletårn og nye udsigten.

 Som det ses af billederne, var jeg helt alene, så der var tid til at nyde naturen.

Inden man kommer helt ud af Oksby Klitplantage, kan man komme op på en høj, og skue op over trætoppene med Ho bugt og Esbjerg i det fjerne.

Lige efter man kommer ud af Oksby Klitplantage, er der igen et fugletårn, som man kan komme op i. Det er fyldt med billeder af dyrelivet. Der er en enestående udsigt over Oksby Enge, Ho Bugt, Varde Å udløbet, Esbjerg, Fanø og Skallingen. Turen går ud over Oksby Enge. Her er der igen et skift fra græsenge til strandenge. 

Ruten fortsætter rundt om det inderste af Ho Bugt, og fortsætter op langs Varde Å. Ved Janderup Kirke er der en teltlejr med shelter, hvor jeg overnatter.

Kirken ligger ned til Varde Å, hvilket er usædvanligt, da kirker normalt ligger højt. Men der har engang været ladeplads. Skibene kunne ikke komme længere op ad åen, og der blev læsset om til pramme, der kunne fragte handelsvarer ind til Varde by og tættere på Drivevejen og Hærvejen. Janderup by er rykket længere ind i landet, da ladepladsen ophørte med sin funktion. Kun kirken er tilbage. Der er mange informationstavler fra tiden som ladeplads. Det er et rigtig godt sted at overnatte. Der er plads til mange telte, og der er en stor bålhytte.

Da jeg var gået tidlig til ro vågnede jeg kl. 6, og en halv time senere var jeg på vej. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Fra modsatte side var der en flot udsigt over ådalen og kirken.

 Turen gik langs markerne. Flere steder var det blot en trampesti i skellet. Inden der gået ret længe var skoene gennemblødte i det fugtige græs.
Sidst på formiddagen nåede jeg Varde. Fra omfartsvejen er der en flot udsigt over ådalen og med Varde i baggrunden.

Her fik jeg den første 'advarsel' om, at turens rute skulle ændres. Pga. alt det regn, der var kommet sommeren igennem, kunne jeg ikke gå på stien langs åen. På den anden side lå en sti lidt længere fra åen, så den valgte jeg.

Inde i Varde kommer man forbi mange både, der ligger fortøjret. Ved centrum af byen ligger Slotsbanken, hvor der har ligget en borg engang i tidernes morgen. Det var et forsvarsværk. Fra holmen kan Varde Ådal overvåges og i god tid ville man vide, når fjenden kom.




I Varde måtte jeg lige et smut forbi Sct. Jacobi Kirke. Min tipoldefar 'Stærke' Hans fra Strellev har sat den 150 kg tunge kugle op på spiret af kirken i 1865. Det er en ganske sjov historie, som jeg har fundet i en artikel fra Jyske Vestkysten. På avisen, som i øvrigt har kontor med vinduer ud til kirken, har de været utrolig hjælpsomme. 

Fra Varde og videre østpå gik turen på en trampesti langs åen over marker og hegn. Denne del af turen er da sikkert også flot på en god dag, men i og med, at det har regnet hele sommeren, var det en våd oplevelse. Det høje græs var vådt, og de steder, hvor man skulle gå på kanten af åbrinken, var jorden fedtet og glat. Man skulle virkelig kigge ned for at se, hvor man skulle gå, så man ikke faldt over et eller andet. 

Desuden var der ufattelig mange kokasser, som man også helst skulle uden om. Havde sommeren været tør og varm, havde det nok været en mere positiv oplevelse. Det kan godt være, at der var kønt, men når man skal kigge ned hele tiden, kan man jo ikke se det.

Jeg fortrød, at jeg ikke havde fundet en alternativ rute. På et sted hældte stien sidelæns ned mod åen. Jeg vrikkede om på foden, og var i næste nu på vej ned af skrænten, hvor den tunge oppakning gjorde, at jeg var ved at slå en kolbøtte forover. Som refleks giver jeg efter på det andet ben. netop så meget at vægten blev forskudt og jeg undgik at flade i vandet. Siderne på åen var meget stejle, og da det var før vandkraftværket var det meget vand i åen. Hvis jeg var faldet i, tror jeg, at jeg var druknet. Inden jeg ville være kommet fri af rygsækken, ville jeg være trukket under vandet. Da ingen ville have set noget, ville bestemt være død.

Jeg havde ondt i foden, men var alligevel ganske tæt på en teltplads. Det var i en bevoksning, hvor jeg blev fulgt på vej af ca. 30 køer, der gik lige i hælene på mig. De er så nysgerrige. Den dag havde jeg gået 33 km. Denne teltplads var yderst primitiv, og den lå lavt. Det svuppede hen over græsset. Jeg fik slået mit telt op på det højeste punkt. Det var vist godt. Jeg tror, det regnede i 14 timer i træk. Jeg var den eneste, der sov der i skoven.

Næste dag ventede jeg med at gå ud af teltet til regnen var ophørt. Jeg havde været så uforsigtig, og taget mit skiftetøj ud af rygsækken. Teltet kunne åbenbart ikke klare de vandmængder, og mit tøj var vådt næste dag.

Jeg gik 12 km, og det var ikke godt med foden. Jeg ringede hjem, og blev hentet i Tofterup. Det var ærgerligt, men det var for træls det hele. Det blev kun til 75 km. 

Jeg tager gerne på vandring igen. Det skal bare være tørt vejr, og vejen skal være mere fremkommelig. Jeg har set trampestier og ådal nok.