søndag den 25. marts 2018

Dag 8 og 9 i Nymindegablejren

 
 24 timers bevogtningsøvelse af en kaserne i et trusselniveau er i gang. Her får vi vist ikke lov til at ligge ret meget. I morgen kl. 9 slutter den. Herefter oprydning og rengøring. Så har jeg afsluttet hele den lovpligtige uddannelse.













Sådan 🙆
Alle 4 moduler af den lovpligtige uddannelse er gennemført. Og på kun 9 uger. Nu skal det bruges og trænes videre hjemme i kompagniet. Kompetancerne skal vedligeholdes og, der skal hele tiden læres nyt. Det glæder jeg mig også til.

fredag den 23. marts 2018

Dag 7 i Nymindegablejren


I dag havde vi førstehjælp på kamppladsen. Jeg var figurant på første handlebane.




 

Efter aftensmaden sagde vi farvel til de 3 medkursister, der havde valgt at tage 24 timers bevogtningsøvelsen i eget kompagni. Vi fik taget et gruppebillede inden vi skildtes. Resten skulle møde op efter aftensmaden til ekstraundervisning. Det viste sig så at være en tur til Henne Strand, hvor vi fik en is og gik til stranden. Skøn tur. Herefter grillpølser og en øl på skolen. Tak for det, det var en overraskelse.


torsdag den 22. marts 2018

Dag 6 i Nymindegab

Dagen i dag blev lavet lidt om. Vi fik nemlig mulighed for at bruge formiddagen på undervisning i Krav Maga. Yderst relevant, hvis vi for brug for at kunne forsvare os på en opgave. Det var velkommen. Det småregnede og dagens program var etablering af skyttehuller og øvelse herefter. Første billede er fra Magnus og mit skyttehul. Vi kom desværre ikke så langt  ned, som vi burde. Dels pga. tidspres, da der forsvandt en hel formiddag. Dels fordi vi stødte på vand.

 Magnus og jeg med sløring før natlig angreb.  
Møde i sikringsskyttehul.



onsdag den 21. marts 2018

4. og 5. dag på Nymindegablejren

Mig med sløring
Fantastisk aftensmad


Et indhegnet område med pigtråd, låge med lås og resten med blot med 2 wirer man kunne i mellem.

Efter morgenappellen drog vi med fuld oppakning ud i terrænet. Vi skulle være væk i 1½ døgn. Vi begyndte med med træning i enkeltmandskamp og formation. 

Lige inden det blev mørkt skulle vi etablere en vagtpost for kommende nat i en skov. Der skulle graves huller, opsættes 2-mands bivuak og laves vagtplan. Vi var seks mand om en vagtpost, og der skuller være 2 mand på vagt 1½ time ad gangen fra kl. 21.00 til kl. 6.30. Min makker, Jan, og jeg havde første vagt. Herefter 1½ time midt på natten og igen kl. 6.00. 

Inden vagten fik vi udleveret feltration. På det ene billede ses retten pasta med kødsovs. Retten leveres frysetørret, så der skal bare tilsættes vand og det skal stå mindst 8 minutter. Det gik an.

Jeg har ikke det bedste nattesyn, og det lykkes mig at falde ned af en skrænt inden vagten startede. Jeg var ude at tisse på et tidspunkt, og jeg kunne ikke finde tilbage. Min makker troede, at det var en fremmed, så han gjorde intet for at hjælpe mig. Til sidst spurgte han dog om det var mig, så jeg kunne finde ham.

Efterfølgende dag spiste vi morgenmad fra feltrationen og børstede tænder med den tandbørste, der er i feltrationen. Vi blev undervist i vigtigheden af hygiejne. En syg soldat kan ikke slås. 

Vi drog videre med oppakning til et andet sted i området. Her blev i undervist i praktisk udførelse af enkeltmandskamp og flerstyrkers kamp. Der blev skudt med løs krudt, hvilket giver et meget beskidt gevær, skal jeg lige love for. Undervejs spiste vi resten af feltrationen til frokost. Dagen sluttede allerede kl. 18, hvor vi væltede ind i kantinen med beskidt tøj, sløring og vældig sultne. Vi fik 15 minutter til at spise.

mandag den 19. marts 2018

3. dag i Nymindegablejren

Dagen i dag er udelukkende foregået på skydebane. Det har været tilpasset skydestillinger, der blev undervist i og skydning i mørke. En fantastisk dag med de gode skydeinstruktører og flot blå himmel.
Dette billede blot for at afkræfte, at tiden i hjemmeværnet går med spisning af citronmåne og andre kager.


Her er lidt flere billeder af den faldefærdige bygning, hvor vi havde undervisning den første dag. Læg mærke til auditoriet, hvor det engang var tilladt at ryge.



søndag den 18. marts 2018

2. dag i Nymindegablejren

 Opstilling af adgangskontrolpost og mange timers øvelse med figuranter, og et par privatbiler, der forvildede sig ind. Øvelsen strakte sig til ud på aftenen.

lørdag den 17. marts 2018

Kold og blæsende 1. dag i Nymindegab

 Velankommet til Nymindegablejren der nu huser Hjemmeværnsskolen. Der flotte gamle bygninger og faldefærdige bygninger. Et sted med megen historie. Dette billede er fra fra den gang, hvor vi bor. Der er lavet plads til geværene i væggen. Charmerende, at det er bevaret. I dag er det fuldkommen urealistisk, da våbnene er opbevaret under med meget mere sikkerhed.

I en betydelig mere faldefærdig bygning havde vi undervisning i bevogtning. Der var sort hul i yderdøren og temmelig naturlig udluftning. I det ene lokale var der rester fra indretningen i 1970'erne, da hjemmeværnet holdt til i den bygning.

Formiddagen begyndte på skydebanen. Sidst på eftermiddagen og aftenen gik med at opstille en adgangskontrolpost og øvelser i visitation af personer og biler.

I morgen kommer til at indeholde stort set det samme, dog skal der være momenter med på bevogtningsøvelsen.

Det har været koldt og meget blæsende. Det har føltes som om, der har været -10'C. Den sibiriske kulde har slået igennem.

onsdag den 14. marts 2018

Klar til modul 3+4

Måske havde det alligevel været bedre med et sommerkursus. Så kunne lidt af bagagen undværes (det varme undertøj), når LPU-3+4 begynder på lørdag. Jeg skal til Hjemmeværnsskolen i Nymindegab i 9 dage. 

Har jeg nu husket det hele? Sidst var jeg næsten kommet til Skanderborg, da jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt militærstøvlerne. De er allerede nu sat i bilen.


Jeg tager af sted allerede i morgen kl. 5.45. Så kører jeg direkte til Holstebro efter arbejde, og tager en overnatning hos mine forældre. Fredag eftermiddag går turen mod Nymindegab med et stop hos Rita og Anders i Bork, hvor jeg har inviteret mig selv til en kop eftermiddagsthe.


Hvis jeg få tid i programmet, vil jeg gerne besøge et par genbrugsbutikker på vejen.


På billedet har vuffer lagt et par bamser, da hun var ude at snuse til bagagen. De skal ikke med.

søndag den 11. marts 2018

Sortere i farver

Alle svigermors trådruller er sorteret og flettet sammen med mine. Jeg kommer vist ikke til at mangle foreløbigt.

lørdag den 10. marts 2018

Våben til Aikido

700 kr. for 2 stykker træ lyder dyrt.

Men det er mine våben til Aikido, som jeg har modtaget:
En stav: Jo Iwama Ryu i hvideg - 127 cm.
Et sværd: Bokken Iwama Ryu i hvideg.


De skulle kunne holde til kamp uden at gå i stykker.

fredag den 9. marts 2018

Sove ude i snevejr.

Natten til i dag afprøvede jeg lige at sove ude i haven. Om en uge skal jeg af sted på hjemmeværnskursus, hvor vi skal sove ude i 2 nætter. Jeg havde ingen idé om hvor meget tøj, jeg skulle have på nede i soveposen. Det er lidt praktisk at vide, når rygsækken skal pakkes.

onsdag den 7. marts 2018

Kiba Dachi

'You don't stand in Kiba Dahi - you sit in it'.
Citat Hanshi Steve Arneil - 10th Dan.
Det skal jeg da lige love for, at vi har trænet denne stilling til karate i aften. Det var hårdt at komme op af trappen til 1. sal. Benene har det nok værre i morgen.
Tak for god træning, Christian Sensei.

fredag den 2. marts 2018

Endelig fredag

Endelig fredag. Lækker middag, et par glas rødvin, kortspil og lidt chokolade. Første aften i 17 dage, hvor jeg ikke skal noget. Sidder nu under et tæppe i sofaen, og tænker på, at det var godt, at jeg ikke var på kursus i denne uge. Det ville have været en ekstra kold fornøjelse. I morgen er der skydebanedag, med afgang fra Odder kl. 7.20. Jeg skal nok huske rigeligt med tøj.