Håndarbejde, hverdag, hund, hus, have, løb, karate og madopskrifter.
Her kan du se noget af det håndarbejde, som jeg sysler med i fritiden. Der er også tid til løbeture med min trofaste løbemakker, Asli (Gammel Dansk Hønsehund).
Du kan også finde opskrifter på noget af det mad, som du har smagt hos os.
I sidste uge valgte jeg at tilbringe 5 dage i Nymindegablejren, hvor Hjemmeværnet afholdte sommerkurser.
Først brugte jeg 1½ dag på kurset 'Bliv din egen træner', som var et kursus, der skulle tages inden jeg umiddelbart herefter begyndt på 1. modul af 'Sundheds- og træningsvejleder' kurset.
Vi fik en masse teori om kost og træningsmetoder. Undervisningen var vekslende mellem teori og motion:Beep test, Coopers test, Militærets basiskrav, styrketræning, TRX, aerob og anaerob intervaltræning, bakketræning, dødløft, opvarmningsprogrammer. Vi fik også en hjemmeopgave, som skal løses, inden vi skal på modul 2 til november.
Der er utroligt smukt ved Nymindegab. Søndag aften var vejret perfekt. Mens de fleste af de andre så landskamp i VM fodbold på storskærm i teltet, gik jeg en tur ned til Vesterhavet og badede. Det var en meget lun og vindstille aften.
Onsdag aften var jeg på historisk rundvisning i lejren. Meget spændende. Mandag aften fortalte præsten om en tysk modstandsgruppe. Stort set den eneste, man har hørt om. Weise Rose. Også meget spændende. Og noget jeg aldrig før har hørt om. Præsten Tue var en god fortæller.
Ingen af de mange kursister er i tvivl om, hvem der er vært og garnisonskommandant i Nymindegab. Det er oberst Jens Sund og skolechef for Hjemmeværnsskolen. Foto: Henrik Reintoft
572 hjemmeværnsfolk og gæster er ved at springe rammerne i Nymindegablejren, hvor Hjemmeværnsskolen holder sit stadigt mere populærere sommerkursus.
Nymindegab: Med et stort smil over læberne sætter oberst og skolechef Jens Sund fra Hjemmeværnsskolen sig veltilfreds ned ved bordet i den lyse kantine i Nymindegablejren. Han spejder ud over den katedralagtige kantine og kan på den ene endegavl se sig selv på et kæmpe banner, så selv Kim Jong-un fra Nordkorea må være misundelig.
Men så hører al sammenligning også op. For det er alt andet end krummer, ris og kæft, trit og retning, som kantinen serverer til de i alt 572 hjemmeværnsfolk og pårørende, der i denne uge er på sommerkursus.
- Det er stort for os. Vi favner fra fire til firs år. Det er godt for forsvarsevnen og forsvarsviljen, siger Jens Sund.
Sammen med kursusleder major Lars Hager har han bevidst ændret indholdet på sommerkurset fra en enkel menu til en større buffet, hvor deltagerne selv kan vælge det, der interesserer dem.
SOMMERKURSET
Hjemmeværnsskolens sommerkursus har eksisteret i mange år og varer fra søndag til fredag.I år deltog 572 fordelt på: 316 kursister. 70 amerikanere fra National Guard. 6 fra Baltikum. 35 ledsagere. 46 børn og 99 instruktører.
I år var der 19 forskellige kurser. Blandt andet sikkerhedspolitisk kursus, hundekursus, mediekursus, udvidet skydeteknik ved Frømandskorpset, nærkampskydning og sundheds- og trænervejledningskursus.
Hjemmeværnsskolen i Nymindegablejren har selv 38 fastansatte. Derudover er der 42 ansatte på Hjemmeværnsskolens afdelinger i resten af landet.
Peter Pletskud
Og det kan få selv meget erfarne hjemmeværnsfolk til at drage langt mod vest til Nymindegablejren, som siden Hjemmeværnets oprettelsen i 1949 har været hjemsted og selve hjertet i Hjemmeværnet.
Her har den 78-årige Peter "Pletskud" Horsten fra Rødovre været adskillige gange. Men det er første gang, at han, der har været hjemmeværnsmand i 54 år, er taget på sommerkursus.
- Det lød meget spændene med kurset i udenrigspolitik, siger Peter Horsten.
Han henviser til kurset "Østersøen rundt," der siden Vladimir Putins tsarlignende styre i Rusland har ændret trusselbilledet fra fred og fordragelighed og håb til mistænkelighed og konflikt som i den kolde krig.
- Det er sjovt at høre de forskellige meninger og opfattelser om det nye Rusland, siger Peter Horsted, der gennem årene har været skydeinstruktør på ikke færre end 12 håndvåben.
Hans brystkasse vidner om hans skydeevner, og han har guldmærker i både gevær og maskinpistol. Og han kender som Københavner sit værd.
- Jeg startede med at vinde alle skydekonkurrencer. Og så blev jeg instruktør.
Hjerter og hjemmeværn
Malene Ljungstrøm (25) og John Schwartzlose (43) fra Rødovre har også vundet - men det er hinandens hjerter, der samtidig banker for Hjemmeværnet.
- Jeg var værnepligtig i 2012. Forsvaret var ikke mig, men det er Hjemmeværnet. Du lærer hele tiden nyt, siger Malene Ljungstrøm, som til daglig arbejder i en Føtex.
At Hjemmeværnet har ændret adfærd og er blevet langt mere interessant og vedkommende, kan John Schwartzlose skrive under på. Efter at han i 1995 stoppede som sergent i Hæren, så søgte han ind i Hjemmeværnet. Han hørte ikke noget i seks måneder og opgav.
Men da han, der er projektudvikler inden for hoteller og restauration, efter ni år i 2013 kom hjem fra Spanien, søgte han igen ind i Hjemmeværnet. Og nu var det den røde løber og de åbne arme, der mødte ham. Og han nyder at være med på sommerkurset i Nymindegab.
- Der er mange flere uddannelser, end de fleste tror, fortæller John Schwartzlose, der selv er uddannet taktisk fører på chefniveau.
Synger til flaget
I løbet af ugen er der en lang række fællesaktiviteter om aftenen. Og det er som en rigtig sommerlejr, da mange også har deres børn og ægtefælle med til Nymindegab.
Men den løse sommerstemning får dog ikke lov til at løbe løbsk.
- Vi lægger megen vægt på at holde traditionerne. Vi står hver morgen ved flaget og synger, fortæller Jens Sund om flagparaden.
Blandt andet synger de i "I østen stiger solen op" og " I alle de riger og lande."
Og både traditionerne og det store udbud af kurser gør, at Hjemmeværnsskolen kommer til at stå overfor en udfordring til næste sommer, hvis flere melder sig til. For med i alt 572 deltagere, instruktører og udenlandske hjemmeværnsfolk er grænsen rent indkvarteringsmæssigt nået.