lørdag den 11. juli 2015

Summercamp dag 4 - farvede bælter

Morgentræning var en yderst behagelig træning kl. 7.15. De første 20 minutter lavede vi en åndedrætskata. Det var stille og rolig. De sidste 10 minutter blev brugt til en blanding af stafet og kryds-og-bolle, hvor taberholdet skulle lave 10 armbøjninger, mavebøjninger og rygbøjninger. det så ud til at vores hold ville tabe, men så lavede vores hold en slags 'selvmål'. De glemte hvilken farve de havde, og flyttede vores i stedet, så vi fik 3 på stribe.

Formiddagstræningen var 1½ times effektiv træning:


Mae geri: Mere end 100 med hvert ben


Yoko geri kekomi: Mere end 50 med hvert ben

Ushiro geri: Mere end 50 med hvert ben

Mawashi geri: Mere end 50 med hvert ben
Til slut blev det sat sammen i kihon stil. I alt 1 times spark. Sveden dryppede på gulvet for flere af os. Én gled i det. Den sidste halve time lavede vi 7 kata, og de sidste 10 min udstrækning med ekstra udstrækning ved hjælp af en makker, der pressede på eller trak i os. 


Jeg tror nok benene kan mærkes i morgen.

Om eftermiddagen var der kun 1 times træning med Sensei Nagagi fra Japan. Vi trænede benstillinger og kata: Tekki Shodan. Desuden ippon kumité. Rigtig god træning.

Sidst på eftermiddagen var der graduering. Frank og Morten fra klubben fik deres 1. sorte bælte (shodan) og Christian fik sit 3. sorte bælte (sandan). Tillykke til alle 3 og alle de andre.

Graduering til sort bælte (shodan)


fredag den 10. juli 2015

Summercamp dag 3 - farvede bælter

Morgentræning kl. 7.15. Jeg var lidt spændt på, om der ville komme en kollektiv straf, da der var et par stykker, der begyndte på aftensmaden før Sensei'ene havde fået. Det var der heldigvis ikke. Det var almindelig hård styrke / udholdenhedstræning.

Formiddagstræningen på 1½ time bød på træning af stød, benstillinger sat sammen til forskellige serier, for at blive sat helt sammen til sidst. Den sidste halve time trænede vi forskellige frigørelsesteknikker.


Her træner de brune bælter kata. 
Eftermiddagens træning (1½ time) fortsatte med frigørelse og kumité. Når vi er så mange, der ikke kender hinanden til hverdag, er der mulighed for at prøve kræfter med andre. Det er svært, men en rigtig god mulighed for at få nye udfordringer.

I morgen er der graduering for 2, fra vores klub. De er meget nervøse. Den ene kommer først lige når gradueringen begynder, og den anden er med på lejren, men nyder slet ikke lejren i samme omfang som ellers. De skal begge op til deres første sorte bælte.

torsdag den 9. juli 2015

Summercamp dag 2 - farvede bælter

Efter en forfærdelig hård morgentræning kl. 7.15 med 35 minutters løb og styrketræning, fik vi et solidt morgenmåltid og hyggesnak med dem fra Skanderborg, blev det tid til formiddagstræning på 1½ time. Det var også en hård træning men i kihon og kata, hvilket er det som jeg synes bedst om. Til sidst skulle vi lære Junro Shodan (kata). Det var godt, jeg kunne den i forvejen. Det er altid rart at føle sig lidt bedre end de, der endnu ikke havde lært den.


Billedet er taget af Anna Krogsgaard fra Struer

Eftermiddagstræningen bød på 1½ times træning i teknik og lidt smidighed, samt kata Heian Yondan. Den sidste halve time trænede vi de 2 første Junro kata: Junro Shodan og Junro Nidan. 

Da vi ankom i går var der eftermiddagstræning 1 time og aftentræning 1 time. Det var mere i retning af kumité (parader og modangreb) og fokus hofter. 

Her ses jeg i færd med kata Heian Yondan.

tirsdag den 7. juli 2015

Summercamp

Kufferten og sportstasken er pakket, og den elektriske 
køleboks er sat i bilen. Så mangler der kun ½ dags arbejde,
inden jeg tager på sommerens ferie sydpå. I morgen starter karatelejren i Balle ved Vejle. Det bliver så fedt at få trænet
3½-4½ time dagligt i 5 dage. Bare tæer og fødder holder til
det! 

Resten af familien bliver hjemme og passer deres arbejde og sommerferien.


søndag den 5. juli 2015

Lokale regn- og tordenbyger

Dette var den lokale regnbyge, der passerede nord om Odder kl. 7 i morges. Billedet er taget på min løbetur på en meget varm morgen. Jeg løb 10 km, men Asli løb nok 15 km. Hun havde travlt i sand- og jordbunkerne på strækningen, hvor der anlægges ny vej.



Ulvskov

lørdag den 4. juli 2015

Grillet flæskesteg

Nu plejer det ikke at være mig, der griller her i huset, men i dag måtte jeg i gang. Jeg havde bestemt, at vi for første gang skulle prøve at grille en flæskesteg. Eftersom jeg var den eneste, der var hjemme, da den skulle i grillen, skulle jeg jo. Den blev god, så det er ikke sidste gang, det prøves. 

Jeg fik også grillet solsikkekerner og rødbeder til hjemmekomponeret rødbedesalat med vindruer. Denne opskrift kan ses på siden med hovedretter. 

fredag den 3. juli 2015

Beskæring

I går aftes havde jeg egentlig bestemt mig for at dovne med en lydbog.

Ville lige gå en lille tur rundt i haven med spand og grensaks.

Det endte med flere timer i haven og den lille grensaks blev udskiftet med det største ørnenæb.

Jeg blev ikke færdig, men det begyndte at blive mørkt - til trods for en stor flot lysende måne. I weekenden skal saven måske i brug.