onsdag den 29. juli 2015

50 års jubilæum

Min gamle folkeskole Sct. Jørgens Skole, fylder 50 år d. 12/8. Der skal være åbent hus d. 29/8, og fest for gamle elever og lærere om aftenen. 

Jeg har tilmeldt mig. Der er lavet en hjemmeside og en facebookgruppe. Jeg har gennem facebookgruppen fået kontakt til flere fra klassen. De fleste har jeg hverken set eller hørt til siden folkeskolen, som jeg forlod i 1983.

Roseneddike

Årets produktion af roseneddike.Jeg bruger den i dressinger 
og marinader, som et ekstra twist. Den er meget aromatisk, 
og der skal kun bruges lidt af gangen. 

Der er 2 slags: røde roser (billedet) og hvide roser. 

Den 
røde 
er kraftigst.














Jeg sælger 250 ml for kun 15 kr. p.p.

mandag den 27. juli 2015

Beton - nu i butik

I dag har jeg været i Kolding. Jeg har været heldig at få en aftale med en butik i Kolding Storcenter, om at de tager nogle af mine betonting ind i butikken. I dag var jeg så nede for at vise nogle af mine ting frem. 

Det blev svampe, iskrystaller, huse, stjerner, velkommenskilt, hjerter.


Ibens arts & vintage

lørdag den 25. juli 2015

Kirsebær

Lækre kirsebær fra haven. Fordeling mellem os og fuglene er nok 50-50. Asli spiser de, der er faldet ned inkl. sten. Den hund er altspisende! 


fredag den 24. juli 2015

Snegle

I anden sammenhæng skrev jeg, at vi har hundredvis af snegle med hus. Det skal rettes til tusindvis. Her til morgen talte jeg 51 bare på én busk. De er overalt, og man kan næsten ikke undgå at træde på dem. 

Godt det er dem med hus og ikke dræbersnegle. Sidstnævnte salter jeg nok 100 af hvermorgen kun 30 m fra vores matrikel. De er i det høje græs på den anden side af stien.

Snegle med hus får lov at blive i haven. Det vil være et Eldorado for sneglespisere. Så pindsvin - kom frit frem!


torsdag den 23. juli 2015

Morgendis

Asli og jeg var tidligt ude at løbe i morges. Allerede kl. 5.30. Et sted på ruten, er der den flotteste udsigt ud over landskabet og i klart vejr kan man se Samsø og Tunø og Helgenæs. I dag var der morgendis, men solen spillede så flot i kornet, og flere steder dukkede trætoppe op over disen.


onsdag den 22. juli 2015

Jordbær

Jordbær! Jordbær fra egen have er altså godt. Jeg synes bedst om dem nyplukket og solvarm mens man går i haven. Og med mælk og sukker, som jeg får til morgenmad i dag. Uhm.


tirsdag den 21. juli 2015

Alt for tidlig

Aslis søster Maja er død i dag. Hun har været syg gennem længere tid pga. gigt, men fik problemer med vejrtrækningen og er formentlig død af en lungebetændelse. Majas ejer Marie-Louise ringede og fortalte os det. I samme samtale ville hun gerne, om hun kunne lokke os til endnu et kuld på Asli, og dermed være skrevet op til en tæve. Da hvalpene skal bo ude de sidste 4-5 uger, skal det gerne passe med en sommer, og det er jo svært at spå om. Som det ser ud nu, kan det måske passe til næste sommer, men vi kan ikke lægge os fast på noget. 


Maja

mandag den 20. juli 2015

Fødselsdag

I dag bliver disse 9 vidundere 3 år. Jeg gider godt spole tilbage til de 8 uger, hvor de var mine. Alle billederne er set igennem.


Nyfødte
3 uger









8 uger

Jordbær suk

Hvor vil jeg ønske, at jordbær kan pakkes ind i plastikbakker eller med film over, som andre bær og frugter. Det er virkelig usmageligt og ulækkert, når folk står ved bakkerne og bytter rundt på bærrene. Hvis man selv 100 % vil bestemme, hvad der skal være i bakkerne, må de tage ud til selvpluk. Og folk har også en tendens til at putte et lidt større bær i end, der var i forvejen, og det går ud over andre.

Hygiejnemæssigt er det da også ulækkert. Når man nu ved, at der er flere personer i Danmark der er blevet smittet med Hepatitis A (leverbetændelse) af at spise frosne bær, tør jeg slet ikke tænke på, hvor alle de mennesker, der piller og roder i bærrene, kan have haft deres fingre.

Det kan godt være at papbakker virker mere tiltrækkende på nogle kunder, men jeg er nok ikke den eneste, der helst vil have dem i sådan én som på billedet. 

Mine egne jordbær lagt til afdrypning i en bakke, som jeg finder velegnet til salg.

lørdag den 18. juli 2015

En morgen med oplevelser

Jeg havde lovet Lasse at hente hans cykel ved Fakta. Kl. 6 vækkede Asli mig. Jeg tog løbeskoene på , og vi løb ned til Fakta. Så var cyklen punkteret på forhjulet. Jeg ville ikke trække en cykel godt 2 km hjem, så vi løb hjemad igen - ad en anden rute. 
Asli satte sig og sked lige midt på en græsplæne foran en boligblok. Jeg havde brugt den sidste hundepose, men jeg ville lade den ligge. Altså løb vi tilbage til en tankstation for at hente en engangshandske. Sådan!
Vi løb op gennem byen, gennem et øde parkeringsområde, og pludselig ser jeg en ung mand ligge foran de offentlige toiletter. Stopper op og kigger på ham. Han har tatoveringer, men ser ellers fredelig ud. Jeg kan se, at brystkassen bevæger sig op og ned.
Jeg ringer til politiet, og mens jeg har dem i røret, forsøger jeg at vække den unge mand. Han mumler noget om, at han næsten er vågen, hvilket han overhovedet ikke er. Han er træt. Jeg får øjenkontakt med ham, og afslutter samtalen med politiet. Den unge mand siger, at han bor lige i nærheden, og at han vil gå hjem lige om lidt. Han ligner dog én, der falder i søvn igen, da jeg forlader ham.
Asli og jeg løber videre hjem, og på vejen skal vi hente disse flotte flasker, som der var én, der ville give væk. De skal stå i haven.



fredag den 17. juli 2015

Sommerferie

Endelig blev det sommerferie. De sidste 3 uger har været hårde på arbejdet. Vi har passet patienter for andre lægepraksis foruden vores egne. Det gør vi hvert år, men det har aldrig været så hårdt som i år. Min telefon i sekretariatet har ringet konstant. I gennemsnit har jeg nok arbejdet ½ time over hver dag. Jeg er mødt 1 time før min chef om morgen, for at kunne være færdig med blodprøvetagning, øreskyl, vorteætsning, p-pillekontrol og lignende inden kl. 8, hvor de akutte patienter dukker op i åben konsultation. Jeg hjælper min chef (lægen) med alt, så det går hurtigst muligt. Infektionstal, podning, blodprøver, pakker op for sår, urinundersøgelse, klarer medicinbestilling, følger patienterne ind i de rum, hvor de så sidder klar til lægen kommer.
Kl. 9-12 passer jeg primært telefonen, og de der dukker op i skranken. Her er det, jeg kan blive helt bims. Jeg skal stadig hjælpe min chef, hvis hun har brug for det. Ved alle patienterne der tilhører anden praksis end vores, skal der afsendes en korrespondance til deres egen læge med, hvad vi har gjort.

Vi tog os tid til en kop fælles kaffe. Min chef havde bagt boller, og vi fejrede sommerferie og lidt min fødselsdag. Jeg fik denne gave.

Jeg blev godt nok kaldt en klimakteriesild på karatelejren.
At jeg så får en epilator til ansigtet, bekræfter måske det. Hmm.
Hun havde altså spurgt først, om jeg ønskede mig sådan én. Det er rart, når andre kan se ens behov. :-D

NU har jeg sommerferie. Der bliver sikkert tid til beton, havehygge, lydbøger samt en meget lang to-do liste.

For det ikke skal være løgn har yngstemanden fået mononucleose, så han er træt. Han kan ikke spise noget, og har allerede tabt 5 kg. Det meste er nok væske. Heldigt for ham er, at det ikke giver fravær i skolen. Uheldigt for ham at det er lige nu, hvor han blev ansat i Fakta.

onsdag den 15. juli 2015

Fruen ser rødt

Uden at tænke nærmere over det blev aftensmaden rød:

  • Ris med finthakket peberfrugt
  • Tomatsalat
  • Kylling i cola
  • Rosévin

Den sundhedstænkende person vil måske tænke over fordelingen af grøntsager i forhold til ris. Her vil jeg bare sige, at det for mit vedkommende er helt ok, når jeg hele dagen kun har spist frugt og grønt.

søndag den 12. juli 2015

Summercamp dag 5

Campens sidste dag. Oprydning og rengøring. Ingen morgentræning efter gårsdagens fejring af alle de graduerede. Det var især de unge mennesker, der gik til den.

Der var fælles træning 1 time med Sensei Nagagi. Det var en hård afsluttende træning med lidt konkurrencer, kumité og sluttede af med kata Junro Shodan. 

Oprydning, rengøring og frokost inden farvel for i år. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at der var ingen af mine børn, der havde husket at vande krukker. Så ud i haven, mens vasketøjet bliver vasket og tørret.

lørdag den 11. juli 2015

Summercamp dag 4 - farvede bælter

Morgentræning var en yderst behagelig træning kl. 7.15. De første 20 minutter lavede vi en åndedrætskata. Det var stille og rolig. De sidste 10 minutter blev brugt til en blanding af stafet og kryds-og-bolle, hvor taberholdet skulle lave 10 armbøjninger, mavebøjninger og rygbøjninger. det så ud til at vores hold ville tabe, men så lavede vores hold en slags 'selvmål'. De glemte hvilken farve de havde, og flyttede vores i stedet, så vi fik 3 på stribe.

Formiddagstræningen var 1½ times effektiv træning:


Mae geri: Mere end 100 med hvert ben


Yoko geri kekomi: Mere end 50 med hvert ben

Ushiro geri: Mere end 50 med hvert ben

Mawashi geri: Mere end 50 med hvert ben
Til slut blev det sat sammen i kihon stil. I alt 1 times spark. Sveden dryppede på gulvet for flere af os. Én gled i det. Den sidste halve time lavede vi 7 kata, og de sidste 10 min udstrækning med ekstra udstrækning ved hjælp af en makker, der pressede på eller trak i os. 


Jeg tror nok benene kan mærkes i morgen.

Om eftermiddagen var der kun 1 times træning med Sensei Nagagi fra Japan. Vi trænede benstillinger og kata: Tekki Shodan. Desuden ippon kumité. Rigtig god træning.

Sidst på eftermiddagen var der graduering. Frank og Morten fra klubben fik deres 1. sorte bælte (shodan) og Christian fik sit 3. sorte bælte (sandan). Tillykke til alle 3 og alle de andre.

Graduering til sort bælte (shodan)


fredag den 10. juli 2015

Summercamp dag 3 - farvede bælter

Morgentræning kl. 7.15. Jeg var lidt spændt på, om der ville komme en kollektiv straf, da der var et par stykker, der begyndte på aftensmaden før Sensei'ene havde fået. Det var der heldigvis ikke. Det var almindelig hård styrke / udholdenhedstræning.

Formiddagstræningen på 1½ time bød på træning af stød, benstillinger sat sammen til forskellige serier, for at blive sat helt sammen til sidst. Den sidste halve time trænede vi forskellige frigørelsesteknikker.


Her træner de brune bælter kata. 
Eftermiddagens træning (1½ time) fortsatte med frigørelse og kumité. Når vi er så mange, der ikke kender hinanden til hverdag, er der mulighed for at prøve kræfter med andre. Det er svært, men en rigtig god mulighed for at få nye udfordringer.

I morgen er der graduering for 2, fra vores klub. De er meget nervøse. Den ene kommer først lige når gradueringen begynder, og den anden er med på lejren, men nyder slet ikke lejren i samme omfang som ellers. De skal begge op til deres første sorte bælte.

torsdag den 9. juli 2015

Summercamp dag 2 - farvede bælter

Efter en forfærdelig hård morgentræning kl. 7.15 med 35 minutters løb og styrketræning, fik vi et solidt morgenmåltid og hyggesnak med dem fra Skanderborg, blev det tid til formiddagstræning på 1½ time. Det var også en hård træning men i kihon og kata, hvilket er det som jeg synes bedst om. Til sidst skulle vi lære Junro Shodan (kata). Det var godt, jeg kunne den i forvejen. Det er altid rart at føle sig lidt bedre end de, der endnu ikke havde lært den.


Billedet er taget af Anna Krogsgaard fra Struer

Eftermiddagstræningen bød på 1½ times træning i teknik og lidt smidighed, samt kata Heian Yondan. Den sidste halve time trænede vi de 2 første Junro kata: Junro Shodan og Junro Nidan. 

Da vi ankom i går var der eftermiddagstræning 1 time og aftentræning 1 time. Det var mere i retning af kumité (parader og modangreb) og fokus hofter. 

Her ses jeg i færd med kata Heian Yondan.

tirsdag den 7. juli 2015

Summercamp

Kufferten og sportstasken er pakket, og den elektriske 
køleboks er sat i bilen. Så mangler der kun ½ dags arbejde,
inden jeg tager på sommerens ferie sydpå. I morgen starter karatelejren i Balle ved Vejle. Det bliver så fedt at få trænet
3½-4½ time dagligt i 5 dage. Bare tæer og fødder holder til
det! 

Resten af familien bliver hjemme og passer deres arbejde og sommerferien.


søndag den 5. juli 2015

Lokale regn- og tordenbyger

Dette var den lokale regnbyge, der passerede nord om Odder kl. 7 i morges. Billedet er taget på min løbetur på en meget varm morgen. Jeg løb 10 km, men Asli løb nok 15 km. Hun havde travlt i sand- og jordbunkerne på strækningen, hvor der anlægges ny vej.



Ulvskov

lørdag den 4. juli 2015

Grillet flæskesteg

Nu plejer det ikke at være mig, der griller her i huset, men i dag måtte jeg i gang. Jeg havde bestemt, at vi for første gang skulle prøve at grille en flæskesteg. Eftersom jeg var den eneste, der var hjemme, da den skulle i grillen, skulle jeg jo. Den blev god, så det er ikke sidste gang, det prøves. 

Jeg fik også grillet solsikkekerner og rødbeder til hjemmekomponeret rødbedesalat med vindruer. Denne opskrift kan ses på siden med hovedretter. 

fredag den 3. juli 2015

Beskæring

I går aftes havde jeg egentlig bestemt mig for at dovne med en lydbog.

Ville lige gå en lille tur rundt i haven med spand og grensaks.

Det endte med flere timer i haven og den lille grensaks blev udskiftet med det største ørnenæb.

Jeg blev ikke færdig, men det begyndte at blive mørkt - til trods for en stor flot lysende måne. I weekenden skal saven måske i brug.